SÅDAN VAR HUN

Inger Støjberg er en grinebider og klaedt på i ministeriet, som om hun er på vej til et cocktailselskab. Fiks kjole, sorte lakstiletter. Fuld krigsmaling.

Hun er 100 pct. klar over, at hun kløver befolkningen – enten elsker de hende, eller også betragter de hende som en kloning mellem hunulven Ilse og Boris Karloff – bare med laebestift. Men det piner hende ikke.

Alle spørgsmål til den slags får et svar i retning af: ’Jamen de kender mig jo ikke.’ Underforstået – så kan man heller ikke blive ked af, de ikke kan lide én.

Flere gange bruger hun grinende og hovedrystende vendingen: ’Jamen det sker jo ikke!’ Og det handler hver gang om idiotien i, at nogle – også hun selv

– kan tro, hun skulle vige tilbage for modstand eller noget, hun er bange for. F.eks. holde op på den efterskole, hendes foraeldre sendte hende til i Salling, selvom

Støjberg var dybt ulykkelig. (Det skete, fordi hun var for tilbageholdende. Det lyder som en joke, men sådan var det).

Foraeldrene lovede hende, da de satte hende af, at hun kunne vende hjem til efterårsferien, hvis det var for slemt. Men allerede dér kendte de hende bedre end hun selv: ’De vidste jo godt: Det kommer ikke til at ske, ha ha.

Tanken om at give op vende om er komisk. eller