Derfor fik jeg ondt
Kvaerkeren, der draebte små piger, lastbilchaufføren, der overfaldt gamle damer, og fanger på flugt – Kaj Rasmussen har arbejdet bag tremmer i fire årtier
Betjentene sidder i faengslets vagtstue, da alarmen lyder: Et flugtforsøg er i gang i forgården.
De spaener afsted. Udenfor ser de fangen, der kaldes Peter ’Skarp’ og er dømt for røveri mod en pengetransport. Han står med en hånd på overbetjent Kvists skulder. I den anden hånd har han et oversavet jagtgevaer. ’Hvis I kommer naermere, skyder jeg’, lyder det.'
Kaj Rasmussen er 22 år og har kun vaeret i Horsens Statsfaengsel et halvt år. Han prøver at fatte, hvad der foregår og er bange for at komme noget til. Så traeder han et skridt til siden – ind bag den ene kollega, som er både højere og bredere end ham selv.
– Det var fuldstaendig irrationelt og egoistisk. Men jeg blev sgu raed. Og hvis jeg stod bag ham, kunne Peter Skarp ikke rigtig se mig, husker Kaj Rasmussen i dag.
I tiden efter overvejer han sin fremtid.
– Jeg var ikke som sådan bange for at gå ind til fangerne. Men jeg var nervøs for, om jeg skulle rende ind i flere af den slags tilfaelde. Peter Skarp havde fået et haglgevaer smidt ind over muren, og jeg var bekymret for, om det kunne ske igen.
Voldtaegtsmand Hansen
Episoden ligger over 40 år tilbage, og nu har Kaj Rasmussen udgivet en bog om livet bag tremmer. Han valgte nemlig dengang at blive, hvor han var. Og da han i 2011 gik på pension, kunne han se tilbage på en 40 år lang karriere som faengselsfunktionaer, overvagtmester og personalechef i blandt andet Horsens Statsfaengsel og Sønder Omme Statsfaengsel.
I bogen fortaeller han om en del af de fanger, han har vaeret taet på. Både dem, der forsøgte at flygte, dem han kom i håndgemaeng med og dem, der skraemte ham. Og den lille gruppe, han fik ondt af – som voldtaegtsforbryderen ’Hansen’. En lastbilchauffør, som var dømt for at voldtage en aeldre kvinde.
– Jeg laerte ham rigtig godt at kende. Vi havde mange samtaler, og flere gange tog han også betjentens parti, hvis der var nogle fanger, som var utilfredse.
En nat blev Kaj Rasmussen og en kollega kaldt til cellen, hvor ’Hansen’ sad og graed. Han havde et anfald af klaustrofobi, så stik imod alle reglerne i det lukkede faengsel, tog Kaj ham med ud i gården.
– Vi gik rundt i mørket en halv time uden at sige noget til hinanden. Og så sagde han til sidst: ’Nu er jeg klar til at komme tilbage til cellen’.
– Det kan virke maerkeligt, at du har sympati for en voldtaegtsforbryder?
– Du har ret,og jeg har heller ikke sympati for det, han har gjort. Men jeg synes, at skaebnen var hård ved ham.
Ulykke aendrede alt
Nogle år inden voldtaegten var ’Hansen’ i sidste øjeblik blevet reddet ud af sin braendende lastbil. Og han blev aldrig den samme.
– Han havde levet et almindeligt familieliv, men efter den ulykke skete der et eller andet oppe i hovedet på ham. Han aendrede fuldstaendig karakter, og så kom den her trang til at voldtage op i ham. Han var selv chokeret over, hvad han havde gjort og sagde ’Hvis jeg laver noget lignende igen, begår jeg selvmord. Samfundet kan ikke vaere tjent med at have sådan et uhyre gående på fri fod.’
Det var fuldstaendig irrationelt og egoistisk. Men jeg blev sgu raed
Han aendrede fuldstaendig karakter, og så kom den her trang til at voldtage op i ham
Haengte sig i cellen
’Hansen’ blev løsladt og genoptog sit familieliv. Men pludselig kom beskeden: Han havde voldtaget og draebt endnu en aeldre kvinde.
– To dage efter anholdelsen haengte han sig i cellen. Jeg blev meget forskraekket. Jeg havde ikke før oplevet, at et menneske i den grad tog konsekvensen af sin handling.
– Overraskede han voldtog igen?
– Ja, jeg troede, det var en engangsforseelse. Havde han nu vaeret kriminel fra starten og levet i det miljø, havde det vaeret noget andet. Men det her var så atypisk, som det overhovedet kunne blive. Det var hårdt. Jeg kunne godt kunne lide ham. Havde vi mødtes i en anden sammenhaeng, kunne vi godt vaere blevet venner. det dig, at