STAEDIGHED og SNEDIGHED var vejen til Vatikanet

a Peter blev medlem af De Berejstes Klub, var der ét land, som ingen af medlemmerne havde vaeret i.

– Jeg spurgte alle i Italien; forfattere, tjenere, alt, hvad jeg kunne komme i naerheden af.

– De rystede alle på hovedet og sagde, at det ville vaere fuldstaendig umuligt at komme derind.

Gennem omveje fik Peter pludselig fingrene i nummeret til ingen ringere end hoteldirektøren på kardinalernes hotel i Vatikanet. Endnu en gang mødte Peter en afvisning. – Jeg blev jo nødt til det. Der var ikke nogen tvivl om, at jeg skulle derind, så jeg ringede til ham for tid til anden for at aftale, hvornår jeg kunne komme forbi, siger Peter med det største smil på laeben.

Peters mange rejser skulle han tilfaeldigvis have et lille pitstop i Rom, hvor han skulle overnatte en enkelt nat. Han fik arrangeret et møde med hoteldirektøren, der gerne ville se, hvem der var så opsat for at komme ind på hotellet.

– Da jeg gav ham hånden, var det første, han sagde til mig: ’Du kan spørge så mange gange, du vil, men det vil ikke vaere muligt for dig at overnatte i Vatikanet’.

Efter to timers snak på direktørens enorme kontor var Peters tid ved at løbe ud.

– Jeg valgte at blive siddende og sagde, ’vi har stadigvaek en sag. Den bør vi finde en løsning på’.

Og man må bare sige, at Peter både er snedig og staedig, når han vil opleve noget, som de fleste andre ikke har prøvet før.

– Hoteldirektøren havde et møde, der ventede på ham, det vidste jeg da godt.

Selvom det ikke lykkedes Peter at få en overnatning på kardinalernes hotel, mens han sad fastspaendt på hoteldirektørens kontor, åbnede det alligevel en dør.

– ’Du skal vaere rar at gå nu. Men når du kommer hjem, ring da til mig, så skal jeg nok se, hvad jeg kan gøre’, var det sidste, han sagde til mig.

Og sådan fik Peter som den eneste endeligt adgang til det sagnomspundne område bag Peterskirken i Rom efter to et halvt års staedighed.