LØKKE TABER TIL MADSEN
HVEM ER mest trovaerdig? Poul Madsen eller Lars Løkke Rasmussen?
Ifølge knap 5000 danskere, der har taget stilling til en afstemning på tv2.dk, er Poul Madsen en suveraen vinder.
Chefredaktøren for landets førende tabloidavis har – i skrivende stund – fået 64 procent af stemmerne mod 36 procent til landets statsminister i disciplinen at vaere redelig.
DET DREJER SIG naturligvis om Ekstra Bladets historie om, at landets statsminister har vaeret bisidder for sin kone, Sólrun Løkke Rasmussen, da hun skulle til en samtale med sin chef på N. Zahles Gymnasieskole i København, hvorfra hun er blevet fyret.
Lars Løkke Rasmussen udgør problemet – ikke Ekstra Bladet
Statsministeren har fortalt alt og alle, der gider høre på ham – eller vil diskutere sagen med ham om natten på Twitter – at historien er løgn. Den er ’fake news’. Hans kone er ikke blevet fyret, påstår Lars Løkke. Statsministeren vil dog ikke forklare sig yderligere. Han vil heller ikke kommentere hovedhistorien om, at han iført sikkerhedsopbud møder op på sin hustrus arbejdsplads for at vaere bisidder, når aegtefaellen er indkaldt til kammeratlig samtale.
EKSTRA BLADET har kilderne i orden, er beskeden herfra. Som avisens chefredaktør har gjort opmaerksom på i TV2 News’ ’Presselogen’, er statsministeren mere end velkommen til at indklage Ekstra Bladet til Pressenaevnet.
Alt sammen har imidlertid fået TV2 til at spørge: ’Hvem tror du mest på – Poul Madsen eller Lars Løkke Rasmussen?’
MANGE VIL MENE, at når chefredaktøren for Danmarks førende tabloid-avis erklaeres omkring dobbelt så trovaerdig som nationens øverste leder, så har landet et problem. Det synes vi også her på Ekstra Bladet. Vi er imidlertid tilfredse med, at sagen dermed er havnet, hvor den godtgør, at Lars Løkke Rasmussen udgør problemet – ikke Ekstra Bladet. Statsministeren er selve sagen.
Det handler om Lars Løkke selv. Om det, som kritikken af Danmarks nuvaerende statsminister hele tiden har kredset om: hans dømmekraft – eller mangel på samme.
DET AT VAERE statsminister er ikke og har aldrig vaeret et embede, der skal tjene ens private velbefindende, men derimod nationens. Det har Lars Løkke Rasmussen efter mange sager stadig åbenlyst vanskeligt ved at begribe.
Det har danskerne derimod ikke. De ved udmaerket, at det med ’Privat-Lars’ og ’Statsminister-Lars’ skal aerlige borgere ikke lade sig narre af. De har for laengst gennemskuet, at landets statsminister skal man ikke nødvendigvis stole på.