Sådan er det at dø

I dag kan Rikke Schmidt Kjaergaard som et af meget få mennesker fortaelle, hvordan det er at dø.

For hendes vedkommende var der ingen lys for enden af tunnelen. Der var ingen billeder, ingen lyde eller tanker – ingenting. Det var som at glide stille ind i ingenting og falde i søvn uden at drømme.

Når man som hende vågner op fra mange dage og ugers koma, er det en meget langsom opvågning.

Rikke gled ind og ud af søvnen, og hendes bevidsthed og hukommelse kom langsomt tilbage i stadig laengere glimt.

Et lillebitte håb

Hun har også en sjaelden viden om, hvordan det føles at vaere låst fast i sin krop, fuldstaendig lammet uden at kunne kommunikere eller signalere, at hun faktisk kunne føle og taenke inde bag den krop, der lå og ikke selv kunne traekke vejret. Når hun skal beskrive det, har hun ét ord, der daekker alt det, hun oplevede der. – Frygteligt!

– Hvis min udsigt havde vaeret, at jeg skulle vaere lam for livet og vaere totalt afskåret fra kommunikation, ville jeg hellere dø. Vi mennesker er sociale dyr – og hvis vi ikke kan kommunikere, hvem er vi så, spørger hun.

I flere uger lå hun bag halvt lukkede, livløse øjne. Men en dag efter mange forgaeves forsøg lykkedes det hende at blinke. Blot en traekning ved det ene øje. Og Peter så det. Han så det!

Der var forbindelse. Hun kunne kommunikere. Det gav hende håb – og håbet gav liv og styrke til at kaempe. Hun ville tilbage til der, hvor hun forlod livet. Hun ville vaere mor igen for sin børn og sammen med sin elskede mand. Det lykkedes.

Vil betale tilbage

Nu har Rikke Schmidt Kjaergaard skrevet bogen ’Blink’ om de fem måneder, hun lå på hospitalet og var fanget i sin krop. Og de mange efterfølgende måneder, hvor hun stadig kaempede for at vende tilbage til livet.

Mest af alt fordi hun vil fortaelle laeger, sygepersonale, pårørende og alle os andre, hvordan vi bedst muligt kan vaere med til at hjaelpe en patient. Hvordan vi kan støtte hinanden, vores børn og andre mennesker i en lignende situation.

– Jeg fik livet, og nu vil jeg give noget tilbage – til flest muligt mennesker, fortaeller hun.

Hvis min udsigt havde vaeret, at jeg skulle vaere lam for livet og vaere totalt afskåret fra kommunikation, ville jeg hellere dø