JEG SAVNER MER 20 ÅR MED ZIRKUS NEMO:
Galskaben knitrer stadig, når Mr. Magics guld manegen, rotterne piler ind i de forkerte huller, og Smadremanden går amo
– Jeg savner noget mere galskab.
Nu er det, at man er ved at skvatte ned af stolen i den hyggelige cirkus-vogn.
For ordene kommer fra Zirkus-direktør Søren Østergaard.
Han er manden, der lever af at gå baglaens uden rigtig at gøre det. Han spytter efter publikum og danser med både små og store brød.
Bager Jørgen stiller i år op i staerkeste opstilling med et halvt franskbrød og et rugbrød – men uden koteletten.
Til gengaeld springer en rotte ud med faldskaerm.
Man skulle således mene, at der er mere end nok galskab i Østergaards univers.
– Jeg mener det. Jeg savner noget vildskab. Det bliver svaert for branchen at overleve uden vildskab. Da jeg gik på teaterskolen, var vi vilde. Teaterdirektørerne boykottede skolen af samme grund. Det var jo helt tåbeligt. Det er sjovt nok alle os, der ikke kunne noget, som sidder her i dag.
Nu er det naesten et krav, at man skal have paene taender for at blive optaget på teaterskolen. Det hele er blevet så ensrettet. Det er ikke til at holde ud, lyder det fra Søren Østergaard.
Ikke for paent
Han advarer mod alt det regulerede og korrekte.
– Vi skal passe på, at det hele ikke bliver for paent. Jeg er for eksempel den eneste i Danmark, der laver sådan noget her. Og jeg vil da gerne udfordres af andre kunstnere, der er endnu mere skøre end mig, siger Søren Østergaard.
Søren Østergaard så for mange år siden lyset, da en artist i en cirkusforestilling stort set kun gyngede frem og tilbage i et tov.
Han var en rendyrket umulius. Men publikum elskede ham.
– Jeg opdagede, at det jo er her, at guldet ligger. Man skal bare lade, som om man kan, smiler Zirkus-direktøren.
Så nu knitrer galskaben i Zirkus Nemo, når Mr. Magics guldfisk naegter at lade sig dressere, gaessene skider i manegen, rotterne piler ind i de forkerte huller, og Smadremanden går amok over endnu et vaskeaegte lorte-publikum.
Ejer ikke et manuskript
Søren Østergaard ejer ikke et manuskript – han opfinder og afprøver konstant nye ting i manegen.
– Hvis jeg havde et manuskript, kunne jeg slet ikke gøre det her. Det ville vaere meget mere stressende for mig med et manuskript. Jeg står i manegen og finder på undervejs.
Det er det, der giver nerven. Nogle gange går det rivende galt. Så får jeg mig viklet ud i noget forfaerdeligt noget, som jeg ikke kan hente hjem. Andre gange dukker der noget nyt og sjovt op. Det bruger jeg så naeste aften.
Faelles for alle mine figurer er, at de skal udføre et nummer. Med årene er figurerne blevet mere snakkesalige, så forestillingerne bliver laengere og laengere.
– Hvis din knold blev skannet, hvad ville laegerne så se?
– At jeg er en kedelig mand indeni. Men der er nok en klap et eller andet sted, der spøger. Jeg kan jo godt selv se, at jeg har en sproglig hurtighed, og at jeg kan få vendt tingene på hovedet. Jeg er ikke bange for at bryde rutinerne, og nogle gange kommer der så noget ud af munden, som jeg ikke aner, hvor kommer fra.
Jeg kan selv begynde at grine, for jeg kan jo godt høre,
Jeg vil da gerne udfordres af andre kunstnere, der er endnu mere skøre end mig
at det her er sjovt.
Jeg hader ellers, når kunstnere griner på scenen. Det plejer at daekke over en dårlig tekst eller timing.
Nogle hader mig
Den hårdtarbejdende Zirkus-direktør ved godt, at han ikke er lige populaer hos alle.
– Det er nok et enten eller. Der er ligefrem nogle, som hader mig. Jeg har for eksempel oplevet en mand, som var i Zirkus med sin hustru og et vennepar. De sad på første raekke, og han viste omgående al sin foragt over for mig. Han sad med korslagte arme og så bort. Det var så tydeligt, at publikum bemaerkede det.
Jeg troede, han ville gå i pausen. Det ville ligesom have vaeret naturligt. Men det gjorde han ikke. Så da jeg kom ind som Smadremand, gik jeg direkte hen og stirrede på ham. Alle troede, at nu skulle han virkelig have en omgang. Og så råbte jeg bare: FAR.
Publikum elskede det, og han blev draebt med kaerlighed, griner Østergaard.
Andre blandt publikum naegter konsekvent at klappe, når Østergaard er på scene re
– aft for for de de no
Med årene er figurerne blevet mere snakkesalige, så forestillingerne bliver laengere og laengere
Det har faktisk overrasket mig, at Smadremanden har fået kultstatus
jeg kr se gå mi Ba po fak Sm ku
de be de
– fin ge
ga