Først blev jeg stolt - og bagefter bange

Den nye politiske ordfører i Venstre kan ikke sove om natten, fordi alle mareridtsscenarierne ramler ind over hende

Hun nåede at få tre-fire timers søvn, inden telefonen ringede natten mellem onsdag og torsdag i sidste uge.

Det var Søren Gade. Fra Marienborg.

– Nu er der truffet en beslutning. Statsministeren har peget på dig som ny politisk ordfører, hørte hun ham sige i den anden ende.

Tankerne bankede rundt i hovedet på hende. De første følelser, hun registrerede, var stolthed og ydmyghed.

’Tak’, sagde hun og lagde på.

Hun kunne lige nå tre-fire timers søvn mere, taenkte hun, da hun lagde hovedet på puden igen.

Frygter ikke at kunne svare

– Men det kunne jeg så ikke, siger 41-årige Britt Bager og griner.

– Jeg blev ikke bange, da jeg fik opringningen og beskeden. Men jeg skal da lige love for, at det ramte mig, da jeg lagde mig for at sove. Alle frygt-scenarierne tårnede sig op i mine tanker. Alt det, der kunne gå galt.

– Hvad er det vaerste, der kan ske?

– Hvis jeg laver fejl, gør jeg det ikke bare over for mine kolleger, men over for hele offentligheden. Det bliver stillet til skue.

– Jeg har selvfølgelig prøvet en del af det som ordfører på kultur- og medieområdet, men der har jeg altså også haft to et halvt år til at saette mig ind i stoffet, som må siges at vaere relativt begraenset i forhold til det, jeg skal nu. Så det er nok sådan en frygt for at blive klaedt af. At der er noget, jeg ikke ved – ikke kan svare på.

– Lykkedes det dig nogensinde at falde i søvn den nat?

– Nej, slet ikke. Jeg opgav klokken fem og stod op igen.

– Jeg har faktisk ikke sovet ordentligt siden. Til gengaeld har jeg fundet ud af, at fuglene begynder at kvidre udenfor et sted mellem ti og 20 minutter over fire.

Bor sammen med mor

’Udenfor’ er Østerbro. Her bor Britt Bager sammen med sin tandlaegeuddannede mand Esben, deres treårige søn Winston og i hverdagene også Britts mor. Hun hjaelper familien med at få det ellers ekstremt strukturerede liv til at haenge sammen.

I weekenderne plejer de at køre i samlet flok tilbage til Djursland, hvor Britt er vokset op med to søskende, og hvor hendes foraeldre stadig bor. De ture må de nok skaere ned på, efter Britt har sagt ja til posten som politisk ordfører i regeringspartiet.

Men livet på landstedet lidt uden for Grenaa vil altid vaere der, hun har helle.

Da Britt var barn, arbejdede hendes far som landmand, og moderen var skolesekretaer i dagtimerne, mens hun

Hvis jeg laver fejl, bliver det stillet til skue for hele offentligheden