Sendt på genopdragelse

Aisha fik samlet sig efter det nye selvmordsforsøg. Men kun til nyheden om, at hun skulle på genopdragelse i familiens hjemland. Hun husker tilbage på den tid som et sort hul. Chok og frygt for fremtiden i det fjerne land fik hende til at følge med i en slags trance.

– Når jeg taenker tilbage, var jeg død indeni. Jeg gav op. Fulgte med og forsøgte at leve det liv, de ville have mig til. Jeg får helt kvalme af at tale om det, siger hun.

I Pakistan fik den sociale kontrol et hak mere. Her fulgte kvindelige familiemedlemmer hende på toilettet og sov sammen med hende, så hun aldrig var alene. Månederne i det fremmede slaebte sig afsted, og kontrollen blev langsomt lempet. På et tidspunkt mødte Aisha en ny mand fra samme by, som hun blev glad for.

Bejler uden penge

– Jeg var forelsket. Han ringede til min far for at anmode om at blive gift med mig, som man skal. Han fik nej. Han var ikke god nok. Havde ingen penge og uddannelse. Det var ikke godt nok. Jeg var ulykkelig.

Den unge pige blev med det samme sendt tilbage til Danmark.

Her tog hun en beslutning, der ville aendre hendes liv for altid. Hun stak af fra familien, gik under jorden og fik en ny identitet. Af sikkerhedshensyn kan hun ikke fortaelle om flugten. Hun fik hjaelp af foreningen Ny Identitet.

Flugten og den sidste tid i familien vil dog for altid sidde i Aisha. I dag har hun fået en ny mand og har børn, og de får nogle gange tankerne til at vende tilbage til familien, hun forlod for mange år siden.

– Mine børn har ikke nogen familie på deres mors side. Og de aldrig kommer til at kende den mor, som havde drømme, ambitioner og følte, at hun kunne det hele. Hun er vaek for altid. Knaekket af fortiden.