Nyder sin nye tilvaerelse, men han kommer sig aldrig over den aften, hvor den gule trøje blev flået af ham
25. juli 2007. Datoen glemmer Michael Rasmussen aldrig, og han kommer sig heller aldrig over, at han blev pillet ud af Tour de France af sit eget hold. Få dage fra at gøre drømmen til virkelighed: at køre til Paris i den gule trøje.
Men selvom den i dag 43årige eks-rytter fortsat er bitter, så har han taget et kvantespring ud af det sorte hul, hvor selvmordstanker og vrede tyngede ham.
– Jeg nåede ikke i mål med drømmen. Der en følelse af uretfaerdighed fra dem, der stod mig allernaermest, og jeg kan også godt indrømme, at jeg stadig er sindssygt bitter på dem.
– Det vil aldrig forsvinde, men det betyder ikke, at jeg går rundt og er sur og bitter hver dag. Dengang var der en helt anden indestaengt vrede. Der er andre ting, der går godt i livet nu, så det er svaert at bevare pessimismen.
Tilbage hvor det startede
Michael Rasmussen har slået sig ned, hvor det hele begyndte.
Sammen med kaeresten Christina flyttede han i november ind i et lille hus i Holbaek blot tre kilometer fra det sted, hvor han købte sit første hus som 22-årig. I et ganske almindeligt kvarter godt 400 meter fra Holbaek Fjord, hvor naboens graesslåmaskine brummer lystigt i baggrunden.
Og selvom Michael Rasmussen i begyndelsen følte, at folk i Netto holdt øje med, hvad den tidligere Tourstjerne puttede i indkøbskurven, så har Kyllingen fra Tølløse efterhånden vaennet sig til at vaere tilbage i den by, hvor han også gik i gymnasiet og drak første gang.
Hverdagen bruger han på at undervise på to forskellige efterskoler, holde foredrag og udvikle traeningsapps. Og i dag udkommer hans anden bog, som har vaeret undervejs siden januar sidste år. En bog, der indeholder faerre bomber end den forrige ’Gul feber’, der anses for at vaere en af de mest kontroversielle biografier inden for cykelsporten.
Til gengaeld fremstår Michael Rasmussen langt mere menneskelig i den nye bog, hvor den føromtalte indestaengte vrede mod folk i cykelsporten er afløst af refleksioner på bagkant af en tid, som Michael Rasmussen selv beskriver som en 24 år lang Metallica-koncert.
– Den første bog beskriver mig rigtig godt i de ti år, jeg sig fuld for kørte staerkest på cykel. Jeg var udstyret med et ekstremt tunnelsyn.
– Der var ikke udsyn til noget som helst andet. Det er på den ene side pisseusympatisk, men det er også et stort privilegium at kunne holde så meget fokus og forfølge et mål så ensidigt. Og da gulvtaepppet så bliver trukket, skal jeg genopfinde sig selv.
Debat skal nuanceres
Jeg kan også godt indrømme, at jeg stadig er sindssygt bitter på dem
Og ifølge kaeresten Christina, som han mødte i København i februar sidste år, er det også en anden Michael Rasmussen, hun har laert at kende.
– Han har også udviklet sig, fra da jeg laerte ham at kende. Han har fået mindre tunnelsyn. Han var også anderledes, lige da jeg mødte ham. Det har uden tvivl vaeret meget mig, mig mig, men det har aendret sig helt vildt, siger hun.
En af hovedpointerne i Michael Rasmussens nye bog er, at han gerne vil nuancere debatten om doping i cykelsporten.
Han mener, at almindelige danskere har svaert ved at saette sig i rytternes sted, når de beslutter at tage doping.
– Det er bare iboende denne her type mennesker. Det er ikke et spørgsmål om moral, etik og sundhed. Det er gladiatorkamp på to hjul, hvor man skal nedkaempe modstanderne. Der er blevet lagt så mange stop-skilte ned undervejs, at så er det bare endnu et parameter, der kan optimeres på.
– Det handler ikke om moral og etik og snyd eller ikke snyd – det kunne lige så godt have vaeret nogen, der havde sagt, at man kunne få cykelhjul, der er 100 gram lettere.
I 2013 indrømmede Michael Rasmussen selv, at han benyttede sig af doping det meste af sin karriere. Også da han kørte fra alle konkurrenterne. Men selvom doping er lig med at snyde, aergrer han sig over, at folk dømmer cykelryttere for hårdt.
– Bogen skal give noget stof til eftertanke. Man skal få øjnene op for, at bare fordi cykelryttere er fysiske super-mennesker, så behøver de ikke vaere moralske super-mennesker. – De er mennesker på godt og ondt. Vi skal lade vaere at blive forargede over dem, fordi de traeder ved siden af.
Dyr skilsmisse
– Det er mit forsøg på at nuancere debatten og gøre op med illusionen. Hver gang der er en positiv test, siger man, at det er den sidste, og nu traekker vi en streg i sandet.
– Der er eddermame mange streger i det sand efterhånden.
– Jeg kan også godt garantere, at det ikke bliver den sidste.
Hans nuvaerende liv med lille hus i Holbaek, morgentraette efterskoleelever og foredrag på gymnasier står i staerk kontrast til det tilbagelaenede liv i Italien, som han kunne have levet.