Fortryder ikke doping
– Hvis jeg havde vaeret kynisk og gået på kompromis med mig selv, var jeg forblevet gift og havde boet i italien, og så havde jeg sikkert haft penge nok til at cykle op og ned langs Gardasøen og drikke espresso hver dag. Men det er bare ikke nok, siger han.
I 2014 blev han skilt fra mexicanske Cariza. En skilsmisse, der satte sine spor. Ikke mindst økonomisk.
– Det har kostet et ottecifret beløb, men det er det hele vaerd.
– Jeg har så meget mere glaede nu. Ikke over ikke at kunne se min søn hver dag, men over at kunne lave noget fornuftigt i alle døgnets timer.
– Jeg har fundet ud af, at jeg kan rigtig mange andre ting. Det har vaeret en fantastisk proces.
– Jeg går ikke rigtig på kompromis laengere, og jeg laver nogle ting, jeg synes, er skidefede.
– Alt det, jeg beskaeftiger mig med, kan jeg rigtig godt lide. Det lyksalige er jo, at cykling stadig er den røde tråd.
Michael Rasmussen er kendt for ikke at holde sig tilbage i sin kritik af både UCI og Danmarks Cykle Union, og det er ifølge hovedpersonen en af grundene til, at han ikke er fulgt i flere tidligere danske toprytteres fodspor og har fået en rolle hos et professionelt cykelhold.
– Nej, men det er heller ikke noget, jeg selv har opsøgt, al den stund jeg har vaeret blacklistet af organisationerne og vaeret kritisk over for dem. Isaer UCI og Danmarks Cykle Union.
– Når de har foretaget sig noget dumt, har jeg jo sagt det. Så bliver der jo en kløft imellem os.
– For alle de her cykelhold er jo afhaengige af cykelunionerne.
Klassens fraekke dreng
Michael Rasmussen betragter sig selv som den fraekke dreng i klassen, og han naevner flere gange, at andre eksryttere fortaeller en lightversion af sandheden. Et skønmaleri, som han udtrykker det.
Han skriver selv klummer i Ekstra Bladet og fungerer som cykelsport-kommentator, hvor han jaevnligt langer ud efter aktører i cykelsporten.
Og den rolle befinder han sig godt i.
– Jeg kan tale frit. Jeg er ikke afhaengig af en sportsdirektørløn for at betale mine regninger.
– Jeg skal ikke gå på kompromis mig med selv, siger han, inden han dog alligevel åbner døren på klem for en fremtid i den verden, der har udstødt ham.
– Der lever stadig en drøm inde bagved om at lave mit eget cykelhold. Men det skal tiden vaere moden til, og jeg skal have lysten.
– Men det skal ske på mine egne praemisser og måske vaere noget, der stikker i en helt anden retning end et traditionelt cykelhold. Michael Rasmussen bliver nok aldrig en populaer mand i de inderste kredse i cykelverdenen. I sin aktive karriere blev han anset for at vaere egoistisk og som en rytter, der kun kørte for sig selv, mens han efter karrieren ikke har holdt sig tilbage fra at skyde med skarpt mod cykelunioner, hold og personer i cykelsporten.
Samtidig har han modsat mange andre aldrig taget afstand fra sit dopingmisbrug, som han fortsat ikke fortryder og naegter at beklage. Derfor ser drømmen om en fremtid i professionel cykelsport også dyster ud for den tidligere Rabobank-rytter.
– Kunne du ikke have sparet en masse bøvl ved at sige, at du har fortrudt?
– Jo, men så ville jeg ikke have vaeret tro mod mig selv. Det ville have vaeret så forfaerdelig hyklerisk at stå og graede krokodilletårer. Det kan jeg slet ikke få mig selv til.
– Nej, selvfølgelig fortryder jeg ikke, jeg har taget doping. Og min påstand er, at det er der meget få, der rent faktisk gør, når de har gjort det over en tiårig periode. Så skulle de have vaeret ramt af det noget før. De sidder der og tuder og kan naesten ikke leve med alle de bivirkninger, de har haft. Det ville jeg ikke kunne vaere med til.
– Kan du forstå, at folk er skuffede og føler sig snydt af de sejre, som for eksempel du og Bjarne Riis vandt, mens I var dopede?
– Jeg kan sagtens forstå, at de bliver skuffede over, at jeg bliver pillet ud (af Tour de France i 2007, red.). Men jeg kan slet ikke forstå forargelsen og skuffelsen over, at folk har taget doping. Det kraever jo blot et kig i cykelhistorien. I 1903 hoppede de på hestevogne og togvogne og spiste rottegift bare for at gennemføre, siger Michael Rasmussen med henvisning til, at rytterne i Tourens spaede start rent faktisk benyttede stryknin i den tro, at det kunne vaere praestationsfremmende.
sc
Der lever stadig en drøm inde bagved om at lave mit eget cykelhold
Det ville have vaeret så forfaerdelig hyklerisk at stå og graede krokodilletårer. Det kan jeg slet ikke få mig selv til