PRAESTEN VAR HANS SØSTER
HELLS ANGELS-PROFIL BISAT
Nok var han en lille fyr, men den 45-årige Randers-rocker Stefan Ranjith Pedersen alias Stella, som døde forleden efter en batalje med politiet, ragede højt op i hierarkiet hos Hells Angels i Danmark.
Det gjorde han også i sin civile adoptiv-familie, hvor lillesøster og sognepraest Eva Pedersen i går iførte sig praestekjolen og sendte sin afdøde storebror den lige vej fra ’helvedes engle’ op til Vorherre.
Det var en saelsom blanding af sørgende venner og familiemedlemmer og haerdebrede, svaert tatoverede HA'ere med rygmaerker, der fyldte Sct. Andreas Kirke i Randers. De fleste bar sørgebind med inskriptionen ’R.I.P Stella 1973-2018’.
På et podie midt i kirken stod afdødes kiste, hvid og helt enkel med en opsats af store, røde roser og palmeblade.
Rundt om kisten lå et bredt baelte af blomster og kranse domineret af en stor, firkantet dekoration i hvide og røde blomster, der dannede bogstaverne ’AFFA’ (Angels Forever, Forever Angels).
Bank-bank på kistelåget
Forud for den kirkelige handling gik adskillige HA’ere op til kisten og hilste på den afdøde med to bank på låget. De kom alle vegne fra. Både lokale Randers HA’ere og ’brødre’ fra Tyskland, Schweiz, Holland, Tyrkiet og Canada.
De, der ikke fik en plads i kirken, tog opstilling udenfor med deres Harley Davidson-motorcykler.
Indenfor gik Eva Pedersen rundt og gav knus til de pårørende inden den vanskelige opgave. En praestekollega i fuld ornat tog plads i menigheden, klar til at traede til, hvis det skulle blive påkraevet.
Blaendende praediken
Men midt i sin egen sorg magtede Eva Pedersen at holde en blaendende praediken over sin elskede storebror med de srilankanske rødder, som trods sit valg af omgangskreds og mange kriminelle venner altid var et midtpunkt i sin egen familie.
– Vores verden blev en anden, da Stefan forlod den, sagde hun og henvendte sig i første omgang med trøstende ord til Stefan Pedersens aeldste søn, der blev konfirmeret for nylig.
Til sine egne og den afdødes faelles foraeldre rettede hun også staerkt personlige ord:
– Ingen foraeldre skal baere deres børn til graven, sagde hun og gentog gang på gang ordene ’min elskede storebror’.
– I alle familier er der en skør onkel. I vores familie var det Stefan. Altid fuld af sjove påfund.
– Han var umulig ikke at elske, sagde praesten om sin bror.
HA’ere kneb en tåre
Hendes ord var på en gang meget personlige og følelsesfulde, men uden at vaere sentimentale. Hele vejen igennem den kirkelige handling holdt praesten bogstaveligt talt tungen lige i munden. Kun da hun kastede jord på kisten, skaelvede stemmen.
Praestens ord gik rent ind hos følget af HA-rockere. Flere af Stellas naere venner kneb en tåre og gjorde intet for at skjule det.
Inden kisten blev båret ud til den ventende rustvogn, sang menigheden ’Dejlig er Jorden’.
Praesten tog selv det forreste baerehåndtag på kistens sidste faerd. Men da rustvognen langsomt forlod kirkepladsen, kunne hun ikke mere. Nu var hun en lillesøster, der havde brug for et knus.