Helt reel massakre
Chris Froomes massakre på 19. etape af Giro d'Italia kalder på respekt, mener Ekstra Bladets cykel-kommentator Michael Rasmussen, der ikke finder sejrens omstaendigheder specielt mistaenkelige
Et soloudbrud på 80 km over tre voldsomme bjerge i en Grand Tour er ikke laengere hverdagskost. Og da slet ikke blandt de absolutte favoritter.
Alligevel var det, hvad 19. etape i årets Giro d'Italia bød på, da Chris Froome efter flere Sky-mavepustere først på den vilde stigning Colle Delle Finestre stak af sted og ikke så sig tilbage hele vejen til mål i Bardonecchia.
En sejr af episke dimensioner, der gav briten den lyserøde førertrøje og sendte samtlige konkurrenter til taelling. Vaerst gik det ud over den ellers suveraene Simon Yates (MicheltonScott), der tabte naesten 40 minutter og bragede ud af top ti.
Som Floyd Landis
Men også Froomes direkte konkurrenter – i saerdeleshed Sunweb-kaptajn Tom Dumoulin – blev eftertrykkeligt sat til vaegs. Faktisk kunne en mindre gruppe med Dumoulin, Richard Carapaz (Movistar), Miguel Ángel López (Astana) samt FDJ-rytterne Thibaut Pinot og Sebastian Reichenbach ikke hente ind på Froome.
Umiddelbart en pendant til Floyd Landis' testosteronridt under Tour de France i 2006 – men den køber Ekstra Bladets cykel-ekspert Michael Rasmussen ikke.
– Man skal huske på, at Sky har et staerkere hold og større bredde end alle andre. De møder op med noget, der kunne vaere et Tour-hold. Det er der ingen af de andre, der gør.
– Og når de så kører med alle mand op ad Finestre, der er et af mest modbydelige pas at køre, så ender det med en mand mod mand-duel.
– Det er ikke som med Floyd Landis, der alene baskede 60 mand.
– Og man skal huske på, at Dumoulin hele tiden sad med fornemmelsen af at have blinde passagerer med, som, hvis han ikke passede på, kunne angribe ham og tage hans andenplads. Det er vildt irriterende, siger Michael Rasmussen.
Intet suspekt
Han sammenligner Froomes Giro i år med hans Vuelta sidste år, hvor han også gradvist satte sig på løbet.
Her har briten en truende salbutamol-dom haengende over hovedet, men Michael Rasmussen er ikke så overbevist om, at Froomes praestationer fredag haenger sammen med indtag af eksempelvis salbutamol.
– Jeg tror ikke, at astmamedicin kan udrette sådanne praestationer. Og vi skal huske på, at der er mange andre i feltet, der også indtager astma-medicin. Jeg synes ikke, at der er noget suspekt i det.
Vinde med risiko
– Det her kommer af et staerkt hold, og man skal også huske på, at en stor del af forspringet blev skabt på nedkørsler, siger Michael Rasmussen.
Han glaeder sig mere over, at Froome gjorde det, cykelfans de seneste mange år har efterlyst hos de ryttere lige efter de bedste: Angriber for at vinde med risiko for at tabe det hele.
– Froome udviser stort mod ved at angribe på den måde. Det er der ikke mange, der er villige til. Men han har også vundet det, han skal – Touren, Vueltaen – så han kan tillade sig at køre udelukkende for at vinde uden at skulle taenke på at tabe.
Svaer mission
Lørdag venter endnu en hård bjergetape inden søndagens parade rundt i Rom.
Froomes forspring ned til Dumoulin er på 40 sekunder, men trods den ubetydelige forskel og tre voldsomme stigninger finder Michael Rasmussen det mere end svaert at få vristet den lyserøde trøje af Chris Froomes smalle skuldre.
– Det er for så vidt spaendende nok. Men for mig er det afgørende, at Sky er så meget staerkere end de andre. De kan og vil kontrollere begivenhederne, som vi kender det fra Tour de France.
Jeg tror ikke, at astma-medicin kan udrette sådanne praestationer
– Det kraever, at Dumoulin hugger til i finalen, men med bonus-sekunder skal han stadig have et halvt minut.
– Han skal nok håbe på, at López og Carapaz vil slås om den hvide ungdomstrøje og stikke af, så han kan alliere sig med dem, lyder analysen.
Fredagens 214 km lange etape slutter med 90 km, hvor rytterne skal over Col Tsecore og Col Saint Pantaléon, inden der er mål i skisportsbyen Cervinia. Alle tre bjerge i den hårdeste kategori.