Landsby skriger

Vandet i børnenes badebassiner var fordampet, og på plaenerne gulnede de grønne strå, mens graeshopperne skrattede af velbehag. Efter en grundig inspektion ad gader og straeder fandt vi – naesten – ingen, der turde vande deres tørkeramte have. Og dog.

Sygeplejerske Mette Holm så sig nødsaget til at give enkelte planter i sin nyanlagte have lidt vand.

– Ellers går de jo ud. Men min helt nye graesplaene får altså ingen vand. I kan se, at graesfrøene ligger på jorden uden at spire.

Det eneste, der gror, er ukrudtet, lød det med et grin fra sygeplejersken, da hun slog ud med armene mod det, der burde have vaeret en grøn plaene, men nu mere er en halvørken med en udefinerbare gevaekster.

Ingen af naboerne i parcelhus-området var helt så desperate som Mette Holm. Vandslanger lå godt nok trukket ud over plaenerne, men ingen turde åbne for vandet. Og så alligevel.

God samvittighed

del Pludselig lød der en rislen. Midt i en af haverne på Skovlunden stod Anders Halberg Mandsholm og vandede sin urtehave. Ikke så meget som en anstrøg af dårlig samvittighed var der at spore.

– Det er altså mit vand, påpegede han.

– Jeg har en tank på fem kubikmeter under fliserne, eget hvor jeg opsamler vores regnvand. Jeg har stadig noget tilbage, så jeg kan vande med god samvittighed, lød det fra den glade havemand.

Helt billigt har det nu ikke vaeret at få god samvittighed. Knap 50.000 kroner har Anders Mandsholm brugt på sit regnvandsanlaeg.

– Jeg synes, det er meget fornuftigt at lave sådan et anlaeg. Vi overvejer faktisk også at føre vandet ind i huset, så vi kan bruge det til toilet og vask. Men så er det bare det helt forkerte, at vi skal betale afgift af vandet. Altså vand vi selv har samlet. Det er ikke rimeligt, lyder det fra manden, der arbejder som business controller i Aarhus.

Er sket før

Isaer aarhusianske familier med små børn har fået øje på den lille perle her i det midtjyske søhøjland. Ejvind Andersen har dog boet her siden 1977.

Dengang var der også vandmangel ind i mellem.

– Men det var før, vi fik vandure. Jeg tror, det var i 80’erne. Derefter begyndte folk at spare på vandet, og så var der altid nok. Lige indtil nu. Jeg har aldrig oplevet det her siden dengang, fortaeller den pensionerede vognmand.

Han er i faerd med at vaske sin bil. Men helt i de sparsomme tiders ånd, har han kun fyldt én spand med vand, og hver dråbe straekker han til det yderste.

Champagne på køl

Sådan er det ikke med multikunstneren Marie Elisabeth A. Franck Mortensen. Hun bor i et lille kampestenshus ikke langt fra den pensionerede vognmand.

Hun tager glaedeligt imod, da Ekstra Bladet byder tørstende landsbyboere på en medbragt flaskevand.

– Aahhh. Så herligt og forfriskende. Mere. Bare kom med det, lyder det grinende fra kvinden, mens vandet løber fra ansigtet og direkte ned i kavalergangen.

Det viser sig, at den 57-årige kunstner ikke har problemer med de svindende vandressourcer i sin lille landsby.

– Jeg føler mig faktisk heldig. Vi har hverken orkaner eller jordskaelv her i Danmark. Og skulle det gå så galt, at vi ikke har vand i hanen, så er vi så forudseende, at vi altid har champagne på køl, lyder det fra hende, mens samboen, Helene Franck Mortensen, slår en latter op.

Det eneste, der gror, er ukrudtet