DEN ER GAL MED KOMPASSET
DET ER IKKE laengere de enkelte sager, kan man konkludere. Summen af dobbeltmoral fra VLAKregeringen har samlet sig til en strøm. Og strømmen graver kløften mellem politikere og borgere dybere.
Mandag indgik regeringen en aftale med socialdemokraterne om, at børn fra ’udsatte boligområder’ skal tvangsundervises i demokrati og danske vaerdier. Foraeldre skal straffes økonomisk, hvis børnene ikke dukker op.
MAN OVERVEJER, om regeringen selv ved, hvad den snakker om. Måske burde borgerne forlange en lignende ordning for politikere. De straffes økonomisk, hvis de ikke selv fatter danske vaerdier.
Tirsdag syntes man i Venstre, at det var helt i orden, at en departementschef i Økonomi- og Indenrigsministeriet opfordrede sine embedsmaend til at arbejde mod borgernes indsigt i ministeriets sager.
Man begraenser frihed med påstand om at styrke den
VI SOM TROEDE, demokrati og redelighed var danske vaerdier, tager åbenbart fejl. Mens regeringen i stigende grad nidkaert gransker og overvåger borgernes liv, naegtes borgerne mulighed for at granske magten.
I denne uge har regeringen tillige givet kommunerne incitament til at haeve parkeringspriserne. Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) haevdede hermed at sikre, at pbilletter og parkeringsbøder ikke bliver en ’pengemaskine for kommunerne’.
Til gengaeld vil staten også lige have 70 procent af indtaegterne. Forslaget sikrede således først og fremmest, at p-bøder bliver en pengemaskine for staten.
IGEN ER DER en slags regler og moral for kommuner og borgere og en anden for regeringen.
Hertil kan føjes dobbeltmoralen – eller måske snarere amoralen – i de store sager. Lad os naevne folketingsflertallets sikring af saerligt gunstige pensionsordninger for folketingspolitikere og ministre. En fidus, der giver mulighed for at lade sig ’førtidspensionere’ op til fem år før folkepensionsalderen. Og på vilkår, som er gunstigere end dem, der gaelder borgerne.
DEN ER i det hele taget gal med det moralske kompas på Christiansborg.
Man vedtager i stigende grad en slags regler for danskerne i al almindelighed og nogle andre for politikere i saerdeleshed. Man spiser af det danske frisind, mens man haevder at ville bevare det. Man begraenser frihed med påstand om at styrke den.
Vi taler ikke laengere bare om en ’privat-Lars’ og en ’statsminister-Lars’, der jonglerer med reglerne efter eget forgodtbefindende. Det moralske artisteri er regeringens politik.