Jeg vidste, jeg skulle dø,
’Med franske øjne’.
François Zimeray
Gyldendal. 236 sider. Vejledende pris: 249,95. Udkommer i dag Karin Mørch i samtale med
Uddrag af bogens kapitel 5: ansigt til ansigt med døden:
14. februar 2015, dagen hvor Omar Abdel Hamid El-Hussein angreb først kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København, hvor den franske ambassadør François Zimeray var til stede, og sidenhen den jødiske synagoge i København.
Krudttønden,
Zimeray ankommer på cykel, alene og afslappet. Han bekymrer sig overhovedet ikke om sikkerheden, for den vil vaere i top, som altid, når Lars Vilks er til stede. Han efterlader sin cykel ulåst foran Krudttønden og går ind i lobbyen i kulturhuset.
(...)
– Efter at have sagt nogle ord, som jeg ikke husker i detaljer, satte jeg mig ned igen, taet ved glasdøren ved udgangen. Ved bordet sad en mand, jeg siden genså, og ved et bord taet på os sad Finn Nørgaard. Ifølge en af hans naermeste var han kommet specielt for at høre mig. Jeg lyttede til den naeste taler, som var Inna Shevchenko.
– Det er på det tidspunkt, skyderierne begyndte. Jeg forstod ikke, hvordan jeg skulle tolke lyden af den første skudsalve. Man taenker ikke straks på skud. Jeg troede, det var et bord, der vaeltede, eller et skab, der faldt ned. Ved anden skudsalve, mindre end et sekund efter, taenkte jeg, at det måtte vaere fyrvaerkeri, og at det var en dårlig joke. Først ved tredje skudsalve forstod jeg, at det var skud.
(...)
– Jeg taenkte, at det, der var i gang, var, praecis hvad der var sket i Paris mod Charlie Hebdo, at vi var mål for et angreb, og at vi nu alle skulle dø.
Som alle de andre kaster ambassadøren sig pr. refleks ned på gulvet. Han husker hver detalje knivskarpt, følelsen af det kolde betongulv mod kinden, lyden af skudsalver og glas, der knuses, lugten af krudt og lyden af skrig.
– Min hjerne var 100 procent fokuseret på at analysere situationen. Der var ingen plads til følelser, ingen sorg, ikke engang frygt eller panik. Jeg vidste, jeg skulle dø, det var uundgåeligt. Det var et spørgsmål om sekunder. Jeg prøvede bare at forstå, hvorfra døden ville komme, og hvad der skete. Jeg husker en ung lyshåret kvinde, der kiggede på mig med et skraemt blik. Hun lå på gulvet ligesom mig, og hendes øjne kommunikerede: ‘Hvad vil der ske os?’
– Så var der én, som råbte et eller andet, og alle begyndte at løbe mod en dør bagved, en nødudgang. Jeg rejste mig og fulgte med, og af en eller grund, jeg ved ikke hvorfor, løb jeg til højre, så snart jeg kom ud, og løb hen imod en beboelsesejendom, hvor jeg søgte tilflugt i opgangen.
Ambassadøren ved ikke, hvorfor han løber til højre, det er et tilfaelde, instruktøren Finn Nørgaard, der løber ud samtidig med ham, løber til venstre. Han kommer umiddelbart efter til at stå ansigt til ansigt med morderen, som skyder ham på klos hold.
Kort efter forlader Zimeray den ejendom, han har søgt tilflugt i, og går tilbage til Krudttønden. Foran kulturhuset ser han Finn Nørgaard, der ligger på jorden. To mennesker forsøger at give ham førstehjaelp og hjertemassage, men der er ikke noget at gøre, hans liv er ved at rinde ud.
– Den unge mand, som angreb os, skød med automatvåben og havde skudsikker vest på. Ud over Finn Nørgaard husker jeg flere sårede politifolk, da jeg kom tilbage til Krudttønden. De blødte og var hårdt angrebet. De havde tydeligvis ikke ventet et angreb af den voldsomhed. Men én ting er sikkert: Havde politifolkene ikke vaeret til stede, havde vi alle vaeret døde. Det lykkedes dem ikke at uskadeliggøre terroristen, men de gav ham så meget modstand, at han flygtede.
(…)
– I år er det tre år siden, det skete. Har du stadig mareridt om angrebet, eller taenker du ofte på det?
– Jeg taenker på det hele tiden, og selvfølge-
Min hjerne var 100 procent fokuseret på at analysere situationen. Der var ingen plads til følelser, ingen sorg, ikke engang frygt eller panik
Den unge mand, som angreb os, skød med automatvåben og havde skudsikker vest på