Jeg vid­ste, jeg skul­le dø,

Ekstra Bladet - - NATIONEN! -

’Med fran­ske øj­ne’.

François Zi­me­ray

Gyl­den­dal. 236 si­der. Vej­le­den­de pris: 249,95. Ud­kom­mer i dag Ka­rin Mørch i sam­ta­le med

Ud­drag af bo­gens kapitel 5: an­sigt til an­sigt med dø­den:

14. fe­bru­ar 2015, da­gen hvor Omar Ab­del Ha­mid El-Hus­se­in an­greb først kul­tur­hu­set Kr­udt­tøn­den på Øster­bro i Kø­ben­havn, hvor den fran­ske am­bas­sa­dør François Zi­me­ray var til ste­de, og si­den­hen den jø­di­ske sy­na­go­ge i Kø­ben­havn.

Kr­udt­tøn­den,

Zi­me­ray an­kom­mer på cy­kel, ale­ne og af­slap­pet. Han be­kym­rer sig over­ho­ve­det ik­ke om sik­ker­he­den, for den vil va­e­re i top, som al­tid, når Lars Vil­ks er til ste­de. Han ef­ter­la­der sin cy­kel ulåst for­an Kr­udt­tøn­den og går ind i lob­by­en i kul­tur­hu­set.

(...)

– Ef­ter at ha­ve sagt nog­le ord, som jeg ik­ke hu­sker i de­tal­jer, sat­te jeg mig ned igen, ta­et ved glas­dø­ren ved ud­gan­gen. Ved bor­det sad en mand, jeg si­den genså, og ved et bord ta­et på os sad Finn Nør­gaard. Iføl­ge en af hans na­er­me­ste var han kom­met spe­ci­elt for at hø­re mig. Jeg lyt­te­de til den na­e­ste ta­ler, som var In­na Shev­chen­ko.

– Det er på det tids­punkt, sky­de­ri­er­ne be­gynd­te. Jeg for­stod ik­ke, hvor­dan jeg skul­le tol­ke ly­den af den før­ste skud­sal­ve. Man ta­en­ker ik­ke straks på skud. Jeg tro­e­de, det var et bord, der va­el­te­de, el­ler et skab, der faldt ned. Ved an­den skud­sal­ve, min­dre end et se­kund ef­ter, ta­enk­te jeg, at det måt­te va­e­re fyr­va­er­ke­ri, og at det var en dår­lig jo­ke. Først ved tred­je skud­sal­ve for­stod jeg, at det var skud.

(...)

– Jeg ta­enk­te, at det, der var i gang, var, pra­e­cis hvad der var sket i Pa­ris mod Char­lie Heb­do, at vi var mål for et an­greb, og at vi nu al­le skul­le dø.

Som al­le de an­dre ka­ster am­bas­sa­dø­ren sig pr. re­fleks ned på gul­vet. Han hu­sker hver de­tal­je knivskar­pt, fø­lel­sen af det kol­de be­tongulv mod kin­den, ly­den af skud­sal­ver og glas, der knu­ses, lug­ten af kr­udt og ly­den af skrig.

– Min hjer­ne var 100 pro­cent fo­ku­se­ret på at ana­ly­se­re si­tu­a­tio­nen. Der var in­gen plads til fø­lel­ser, in­gen sorg, ik­ke en­gang frygt el­ler pa­nik. Jeg vid­ste, jeg skul­le dø, det var uund­gå­e­ligt. Det var et spørgs­mål om se­kun­der. Jeg prø­ve­de ba­re at for­stå, hvor­fra dø­den vil­le kom­me, og hvad der ske­te. Jeg hu­sker en ung lys­hå­ret kvin­de, der kig­ge­de på mig med et skra­emt blik. Hun lå på gul­vet li­ge­som mig, og hen­des øj­ne kom­mu­ni­ke­re­de: ‘Hvad vil der ske os?’

– Så var der én, som råb­te et el­ler an­det, og al­le be­gynd­te at lø­be mod en dør bag­ved, en nø­dud­gang. Jeg rej­ste mig og fulg­te med, og af en el­ler grund, jeg ved ik­ke hvor­for, løb jeg til høj­re, så snart jeg kom ud, og løb hen imod en be­bo­el­ses­e­jen­dom, hvor jeg søg­te til­flugt i op­gan­gen.

Am­bas­sa­dø­ren ved ik­ke, hvor­for han lø­ber til høj­re, det er et til­fa­el­de, in­struk­tø­ren Finn Nør­gaard, der lø­ber ud sam­ti­dig med ham, lø­ber til ven­stre. Han kom­mer umid­del­bart ef­ter til at stå an­sigt til an­sigt med mor­de­ren, som sky­der ham på klos hold.

Kort ef­ter for­la­der Zi­me­ray den ejen­dom, han har søgt til­flugt i, og går til­ba­ge til Kr­udt­tøn­den. For­an kul­tur­hu­set ser han Finn Nør­gaard, der lig­ger på jor­den. To men­ne­sker for­sø­ger at gi­ve ham første­hja­elp og hjer­te­mas­sa­ge, men der er ik­ke no­get at gø­re, hans liv er ved at rin­de ud.

– Den un­ge mand, som an­greb os, skød med au­to­mat­vå­ben og hav­de skud­sik­ker vest på. Ud over Finn Nør­gaard hu­sker jeg fle­re sår­e­de po­li­ti­folk, da jeg kom til­ba­ge til Kr­udt­tøn­den. De blød­te og var hårdt an­gre­bet. De hav­de ty­de­lig­vis ik­ke ven­tet et an­greb af den voldsom­hed. Men én ting er sik­kert: Hav­de po­li­ti­fol­ke­ne ik­ke va­e­ret til ste­de, hav­de vi al­le va­e­ret dø­de. Det lyk­ke­des dem ik­ke at uska­de­lig­gø­re ter­r­o­ri­sten, men de gav ham så me­get mod­stand, at han flyg­te­de.

(…)

– I år er det tre år si­den, det ske­te. Har du sta­dig ma­re­ridt om an­gre­bet, el­ler ta­en­ker du of­te på det?

– Jeg ta­en­ker på det he­le ti­den, og selv­føl­ge-

Min hjer­ne var 100 pro­cent fo­ku­se­ret på at ana­ly­se­re si­tu­a­tio­nen. Der var in­gen plads til fø­lel­ser, in­gen sorg, ik­ke en­gang frygt el­ler pa­nik

Den un­ge mand, som an­greb os, skød med au­to­mat­vå­ben og hav­de skud­sik­ker vest på

FO­TO: MADS NISSEN

En fryg­te­lig op­le­vel­se François Zi­me­ray var på­vir­ket af an­gre­bet mod Kr­udt­tøn­den i fle­re år ef­ter. Her ses han til en min­de­høj­ti­de­lig­hed for­an den fran­ske am­bas­sa­de.

FO­TO: MADS NISSEN

Frank­rigs in­den­rigs­mi­ni­ster, Ber­nard Ca­ze­ne­u­ve og François Zi­me­ray, som selv var til ste­de un­der at­ten­ta­tet, be­sø­ger Kr­udt­tøn­den på Øster­bro.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.