Med Alzheimers i Mongoliet
Afdaekningen af Henning Haslund-Christensens virke for englaenderne får barnebarnet Michael til at lokke sin far, tidligere hofmarskal Søren Haslund-Christensen, med på en rejse i farfaderens fodspor til Xinjiang.
Begge har Mongoliet i blodet og er drevet af eventyr. Men Søren Haslund-Christensen er 84 år og har fået konstateret Alzheimers. Forsikringen kraevede 1,2 millioner kroner i selvrisiko, for at han kunne tage med sønnen til Xinjiang.
Michael insisterede. Hvorfor lade foraeldre sidde på institutioner, når de stadig har energi? Hvis hukommelsen svigter, må rammerne for deres deres deltagelse bare tilrettelaegges på en anden måde, konstaterer han.
Kan spille spillet
– Jeg tror, jeg minder om min farfar på den måde, at jeg ikke taenker for meget over de ting, jeg gør, for så bliver opgaverne nemmere at gå til, siger Michael Haslund-Christensen.
Samtidig ved han, at faderen – kammerherre, tidligere hofmarskal og generalmajor – stadig kan spille spillet med stil og åbne døre til kilder, der giver adgang til fortidens hemmeligheder.
Hvorfor lade foraeldre sidde på institutioner, når de stadig har energi?
Rejsen, der skildres i filmen ’Faedre og sønner’, føjer et kapitel til en krønike med spraekker til fortiden. En fortaelling, der ikke kun handler om storpolitik, men også traekker linjer op på det naere plan.
Åbnede døre
– Hvad er en far, og hvad er han knyttet til i Hennings, min fars og min tid, siger Michael Haslund-Christensen.
At det gav pote at have faderen, der gennem årene har modtaget utallige ordner og haedersbevisninger, med er Michael Haslund-Christensen ikke i tvivl om.
– Andreas og jeg kunne ikke gå ud og få adgang til de samme områder, hvis ikke min far havde vaeret med, siger han.