Luksusfaengsel er ikke pladderhumanisme
Per Juhler-Johannessen finder det absurd, at Peter Madsen ikke skal afsone i Herstedvester, men i et ’latterligt country clubfaengsel’. Men han overser, at Madsen ankede strafudmålingen, fordi han ønsker en behandlingsdom for netop at afsone i Herstedvester.
Det er der flere grunde til, blandt andet at han så ikke vil blive så socialt isoleret som netop i ’country club-faengslet’.
Vores ’latterlige luksusfaengsler’ er dyre, fordi de er topsikrede og netop beregnet på farlige indsatte. At man giver dem en illusion om et nogenlunde normalt liv med eget vaerelse, bad og tv, arbejde, motion med videre er ikke pladderhumanisme, men for at minimere problemer med de indsatte.
Meningen med straf er både – af hensyn til retsfølelsen – at frihedsberøve og samtidig forberede den indsatte på at vende tilbage til samfundet, når straffen ender.
Problemet med livstidsfanger er, at når de omsider lukkes ud, så møder de – uanset tv på vaerelset – et samfund, de ikke kan genkende, og konfronteres med en dagligdag uden faste faengselsrutiner, som de selv skal tage ansvar for. Derfor går de ofte under i misbrug eller selvmord. Det kan Per Juhler-Johannesen så synes er velfortjent, men det absurde er, hvis vi – uanset deres brøde – naegter dem basale menneskerettigheder under afsoningen. Gør vi først gør det, underminerer vi os selv som civiliseret samfund.
Svend Erichsen Teglvaerksvej 6
Nivå