Forfaldet i politisk druk
i London RESTAURANT GAY HUSSAR lukker 1. juni, rapporterer ugemagasinet The Economist. Den er grundlagt af en ungarer, men det ungarske køkken er ikke blandt verdens store, så gaesterne kom ikke for at spise. De kom for at diskutere politik, mens de hev drinks indenbords.
Det var hér, Labour-chef Jeremy Corbin blev promoveret. Det var hér Charles Kennedy, leder af de liberale demokrater, drak sig ihjel. Navnlig folk fra venstre side kom her. Nogle for at deltage i kupforsøg. Andre for at fremme eller staekke karrierer.
i London SLØJFNINGEN AF VANDHULLET får mig til at taenke på det naermeste, Danmark har haft sådan et mødested. Det var naturligvis Snapstinget , hvor der fra 1950’erne op i 1980’erne blev luftet politiske forslag, konspireret og sladret, så det var en lyst.
Der blev drukket igennem under al snakken.
blev provinspolitikere FØR STOREBAELTSBROEN ofte i København hele ugen, og der blev holdt flere gruppemøder om aftenen. Det var Ekstra Bladets store chance på grund af vores deadline sent på natten.
Gruppemøderne skabte tørst, og journalisterne var klar til at tage imod medlemmerne, når de stilede mod Snapstinget. Der faldt altid historier af – og kvitteret med en drink eller tre. I Fremskridtspartiet stod gruppemedlemmerne ligefrem i kø for at levere nyheder.
I dag er det ganske anderledes. Snapstinget er dødt det meste af døgnet. Både politikere og journalister nøjes med vand og kaffe. De skal hjem til grillen hurtigst muligt. Politik er blevet kontorarbejde. I øvrigt er deadline rykket frem alle vegne.
traeffe en I 1970’ERNE KUNNE MAN indenrigs- og senere kirkeminister Egon Jensen (S) i Snapstinget allerede om formiddagen. Han var åbenbart lynhurtig til sit arbejde og åben for en snak over en pilsner.
Partispidserne havde bestemte borde, man kunne slå sig ned ved. SF-bossen Gert Petersen udviklede et saerligt signal. Når han ville af med en nyhed, satte han sig ved et saerligt bord. Så kunne pressefolkene gå derhen og få historien serveret.
kaldet JENS PETER JENSEN (V), Døgnbraenderen, var glad for en lille øl. Da Ekstra Bladet havde opfundet begrebet skatteål, skulle det gerne indarbejdes i sproget på linje med skrankepave. Politisk medarbejder Mogens Bille fandt på at tilbyde Døgnbraenderen en pilsner for hver gang, han brugte glosen fra Folketingets talerstol. Dén var Jens Peter med på. Det lykkedes både at indarbejde begrebet og at slukke Jensens tørst.
kritisere denne MAN KAN SAGTENS drukkultur, men det var trods alt de faerreste, der endte som egentlige drankere.
Aarhus Stiftstidende havde en tør politisk redaktør, Gunnar Bjerg Møller, kaldet Obersten på grund af sin strunke fremtraeden. Det første, han laerte nyankomne praktikanter, var at saette proppen i flasken med Gammel Dansk, når arbejdsdagen på Christiansborg-redaktionen var indviet med et par glas. Jo, for der var engang sket den ulykke, at flasken var vaeltet, så den vaerdifulde drik var gået til spilde! Det måtte aldrig gentage sig, lød oberstens ordre.
I dag er disse situationer utaenkelige. Forfaldet i politisk druk er en realitet.
Gruppemøderne skabte tørst, og journalisterne var klar til at tage imod medlemmerne, når de stilede mod Snapstinget