Hver gang, krisecentret afviste mig, knaekkede jeg lidt mere
Igen og igen forsøgte Karina at flygte fra sin voldelige aegtemands slag. Hver gang blev flugten bremset af en afvisning fra krisecentret, der ikke havde plads til den unge kvinde og hendes børn. Karinas løsning blev hver gang at søge tilbage til det, hun
Ydmygelserne var hun vant til. At få at vide, at hun ikke duede til noget. Var grim. Dum. Uduelig. Daglige tilsvininger fra den mand, der fortalte, at han elskede hende over alt på jorden.
Som månederne gik, begyndte hun at tro på det. Hun brugte alle sine vågne timer på at forsøge – for det lykkedes aldrig – at ordne tingene, så der ikke var noget at brokke sig over.
Knuden i maven var vokset og hun følte, at hun gik på aeggeskaller derhjemme.
ALLIGEVEL VAR HUN fuldstaendig uforberedt da det første slag ramte hende lige i synet.
– Min første reaktion var chok og forbløffelse – hvad skete der lige der?
– Så blev jeg dybt ulykkelig og hunderaed. Og så kom selvbebrejdelsen: Havde jeg gjort noget forkert? Var jeg trådt over en eller anden usynlig graense?
Det slag blev det første af rigtig, rigtig mange.
–
Hvorfor forlod du ham ikke allerede der? – Han undskyldte og bad om tilgivelse. Han sagde, at det var en fejl. Men fejlen var min. Fejlen var, at jeg troede på ham, siger 29-årige Karina.
HISTORIEN OM KARINA og hendes mand Martin lever på så mange måder op til alle klichéerne – eller fordommene, om man vil – om voldelige forhold. Karina er vokset op i et hjem praeget af vold, alkoholisme og utryghed. Da hun mødte Martin for fem år siden, ramte han lige ned og udfyldte hendes store hul af dårligt selvvaerd.
Han slog benene fuldstaendig vaek under hende. Bar hende på haender og fødder, roste hende og lovede at passe på hende altid. Ingen skulle gøre hende ondt. Det var de to mod hele verden.
– Han var virkelig prinsen på den hvide hest. Selvom Karina burde have set tegnene på lang afstand, kastede hun hovedkulds alle sine forbehold og bange anelser over bord. Hurtigt.
HUN OG DATTEREN flyttede naesten øjeblikkeligt ind på Martins lille landsted, han blev en drømme-papfar for den treårige pige – legede med hende og gav hende gaver – og der gik ikke lang tid, før Karina var gravid. Martin, der er 23 år aeldre end Karina, glaedede sig til at stifte familie.
– Men der gik ikke lang tid, før han aendrede sig. Jo laengere jeg kom i graviditeten, des mere fjern blev han. Han var mere og mere vaek. Det var, som om han ikke gad vaere hjemme. Som om jeg bare var i vejen.
– Det blev mere og mere tydeligt, at tingene skulle vaere i orden, når han indfandt sig på matriklen. Hvis der ikke var styr på det, fik jeg det at vide. Han kom med stikpiller og nedsaettende bemaerkninger.
Det var også i denne periode, at Martins forbrug af alkohol eksalerede, og den første lussing blev efterfulgt af flere.
DA KARINA FØDTE deres søn, kom Martin op på sygehuset i et par timer. Det måtte vaere rigeligt, mente han. Mens Karina overnattede på barselsgangen med sin nyfødte søn og sin datter, blev hun ramt af ensomhed. Hendes egen familie var langt vaek, og Martin ville ikke have, at hun fik besøg af dem. De skulle ikke blande sig. Karina lod vaere at kontakte sin familie – i hvert fald når Martin var i naerheden.
Hjemme på det lille landsted på Vestsjaelland, erstattede Martin hurtigt lussingerne med knytnaeveslag og spark.
– Hver gang han havde slået mig, konfronterede jeg ham dagen efter. Enten kan han ikke huske det – fordi det er sket i en brandert – eller også undskyldte han og lovede guld og grønne skove og garanterede, at det aldrig vil ske igen.
KNAP ET ÅR EFTER det første slag var Karina så bange for sin mand, at hun ikke turde vaere hjemme laengere. Hun tog derfor kontakt til det naermeste krisecenter.
– Alle pladser var optaget. Men kvinden, jeg talte med, kunne godt høre, at jeg havde brug for at komme vaek. Hun kunne se i sit system, at der var en ledig plads på et andet krisecenter ikke så langt vaek.
– Jeg tog derned samme dag, men da jeg kom frem, var pladsen allerede besat. Så jeg havde ikke andet valg end at køre hjem til Martin igen, fortaeller Karina, der faktisk kun kom en time ’for sent’ til den ledige plads.
Det er nu tre år og ’mellem syv og ti’ forgaeves forsøg på at komme på krisecenter siden.
I DE TRE ÅR TOG volden til, mens Martin blev mere og mere ligeglad. Han taenkte ikke
laengere over, at slagene skulle falde, hvor de kunne skjules. Nu var det hele Karinas krop og ansigt, der blev brugt som boksebold, når han ikke kunne styre sin aggressioner.
Og hver gang Karina havde fået nok, forsøgte hun at komme vaek fra sin voldsmand. Hver gang blev hun afvist på grund af pladsmangel. Og hver gang tog hun hjem til Martin igen.
Hver gang med endnu mindre tro på, at hun nogensinde ville komme derfra.
– Hvorfor gør du ikke noget andet end at tage hjem?
– Jamen, det er jo så dumt. Jeg gjorde det for børnenes skyld. Og det kunne jo vaere, at han aendrede sig. Jeg ville så gerne tro på ham.
– Samtidig var jeg bange for at stå alene med børnene. Jeg har kaempet en grim kamp med min datters far, og tanken om at skulle kaempe med Martin om vores søn, kunne jeg ikke baere. Og så havde jeg jo ligesom cuttet båndene til meget af min familie – der i øvrigt er langt vaek – så jeg havde ikke noget netvaerk, der kunne gribe mig.
DER BLEV LAVET FLERE underretninger på Karinas børn undervejs. De udviste tegn på, at noget var galt i hjemmet. Den lille søn blev meget udadreagerende, mens Karinas datter blev mere og mere indelukket.
– Det var da helt ekstremt hårdt at få at vide, at børnene vidste, hvad der foregik. Det havde vaeret min trøst undervejs: At de aldrig havde set noget og derfor nok heller ikke var klar over, hvad der foregik. Men selvfølgelig var de det. Det ved jeg jo også fra min egen barndom, at man udmaerket godt ved som barn, selv om man ikke ser det i gerningsøjeblikket.
– Og på en eller anden måde gjorde det, at jeg samlede lidt ekstra kraefter. Jeg blev klar over, at jeg ikke måtte blive for børnenes skyld. Vi skulle vaek for deres skyld.
I JANUAR 2017 fortalte Karina sin mand, at hun ville skilles. Han kastede hende – bogstavelig talt – og børnene ud på røv og albuer. Men Karina havde intet sted at flytte hen. Krisecenter var stadig ikke en mulighed, da der ikke var plads. Kommunen kunne ikke hjaelpe, da Karina ikke havde vaeret bosat der i to år, og Karina havde ingen penge.
Så endnu engang vendte Karina tilbage til Martin og levede de naeste tre måneder i volden. Men hun vidste, at det var på lånt tid. Tanken om, hvad det gjorde ved børnene, gjorde, at hun ikke kunne blive. Det vidste hun.
Den endelige beslutning blev faktisk truffet for hende 25. april 2017. Martin var fuld og ville slås, kunne Karina maerke.
Hun sad i sofaen med deres lille søn på armen og var ved at putte ham. Martin satte sig i stolen ved siden af. Begyndte at kalde Karina en masse grimme ting. Luder. Kaelling. Karina vidste af erfaring, at det var klogest ikke at reagere. Så hun ignorerede ham.
MARTIN TOG KARINAS TELEFON og kylede den i gulvet. Hun rejste sig instinktivt for at samle den op – stadig med sønnen på armen. Da hun fik fat i telefonen faldt den første knytnaeve. I ansigtet.
– Jeg kunne se i hans øjne, at han var rasende. Der var jeg klar over, at det skulle gå staerkt, siger Karina.
Hun fór gennem huset. Skulle bare have pakket det mest nødvendige. Fandt en pose. I med noget tøj til den lille, sin oplader, pung, telefon og bilnøgler.
– Midt i kaos fulgte han efter mig. Han slog ud efter mig, sparkede. Han ramte mig en del gange, men det slag, jeg husker allertydeligst, er det, der rammer min søn.
Martin smadrede en knytnaeve af sted mod Karinas brystkasse. Men den lille dreng, der sad på sin mors arm, kom i vejen for slaget.
KARINA LØB SIN VEJ. Ud over gårdspladsen og hen til bilen. Martin løb efter hende. På vejen samlede han et jernrør, der lå i indkørslen efter noget renovation, op. Truende gik han hen mod bilen.
Karina kørte så hurtigt, hun kunne. Vaek. Var i det øjeblik overbevist om, at det gjaldt liv eller død.
Rystende af adrenalin og angst, holdt hun ti minutter senere ind på en rasteplads. Bag hende sad hendes søn i autostolen og graed.
– Hvorfor ringer du ikke til politiet?
– Først og fremmest fordi jeg var bange for, at mine børn ville blive fjernet fra mig. Det er jo derfor, at der er så få, som tør anmelde partnervold. Man ved jo godt, at det har konsekvenser for børnene også.
KARINA TOG SIG SAMMEN og kørte på skadestuen. Skadestuen lavede endnu en underretning, fordi Martin havde slået sin søn. Men mere kunne de ikke gøre.
– Og så stod jeg der igen. Jeg anede hverken hoved eller hale. Havde ikke noget sted at tage hen. Det var meget sent om aftenen.
– Jeg ringede igen til krisecentret. Samme svar som altid: de har ikke plads. Så jeg endte med at ringe til det lokale vandrerhjem og leje
et vaerelse for mine sidste penge.
Få dage senere fandt Karina det hus, som hun og ungerne nu bor til leje i.
Karina er ikke vendt tilbage til Martin siden. Hun ser ham, når deres søn skal på og fra samvaer hos ham, men ellers har de ikke kontakt. Hun har slettet ham på facebook, snapchat og alle andre sociale medier. Sådan er det nødt til at vaere, siger hun.
– For han har stadig meget magt over mig. Jeg er nødt til ikke at udsaette mig selv for risikoen for at falde i igen. KARINAS EGEN AFRUNDING på sin historie er lige så klichéfyldt som begyndelsen med prinsen på den hvide hest, der med alle løfterne og de store ord charmede sig til prinsessens overgivelse.
På spørgsmålet ’hvad fortryder du mest?’ svarer hun:
– At jeg ikke forlod ham første gang, han slog mig. Det er jo det, man hører alle voldsramte sige – og alligevel er der ingen, der gør det. Men for pokker ... man lever jo ikke lykkeligt til sine dages ende med en mand, der ødelaegger en psykisk og banker en gul og blå.
Ekstra Bladet har set underretningerne til kommunen samt patientjournalen fra skadestuen.