JEG VILLE IKKE HAVE NOGET AF STATEN Da Irina Dicusara var kun 19 år gammel, flyttede hun til Danmark – hun måtte arbejde i døgndrift for at forsørge sig selv
Da den dengang kun 19-årige Irina Dicusara ankom fra Republikken Moldova til Ny Ellebjerg Station, havde hun 700 kroner på lommen.
– Jeg havde besluttet, at jeg ville have et nyt liv og en ny fremtid. Derfor tog jeg den 50 timer lange tur med to tasker fra Chisinau til København. Jeg havde kun en adresse på en pige, som jeg kunne bo hos. Jeg kendte ingen heroppe, fortaeller hun.
I dag har hun boet i Danmark i knap fem år. Hun taler sproget, arbejder og har taget sig en uddannelse.
Men vejen har vaeret lang og hård for den nu 24-årige kvinde. Hun har nemlig ikke villet tage imod penge fra staten.
– Da jeg ankom til Danmark, boede jeg hos en pige fra Rumaenien på et vaerelse. Dagen efter jeg landede i Ny Ellebjerg, begyndte jeg at lede efter et job.
– Jeg startede med at vaere avis-omdeler om natten, og derefter fik jeg et job som rengøringsassistent.
– Jeg arbejdede fra syv til 15 på det ene job og fra 16 til midnat på det andet. Jeg havde to fuldtidsjobs på samme tid, så jeg kunne tjene mine egne penge, fortaeller Irina.
Har købt lejlighed
Mellem jobs sov hun på skiftende vaerelser rundt i København.
To gange om ugen gik Irina på sprogskole, hvor hun laerte dansk.
Hun tog samtidig en erhvervsuddannelse.
– To år og en måned efter jeg landede i København, købte jeg min tovaerelses ejerlejlighed i Vallensbaek. Og for nylig har jeg også købt en helt ny bil, fortaeller hun begejstret.
– Og jeg er desuden i gang med at lave min egen virksomhed, hvor jeg vil importere forskellige nødder og tørrede frugter fra Moldova til Danmark, siger hun.
Arbejd hårdt
Irina mener, at hendes historie skal vaere en inspiration, og at man ikke skal forvente at få alt betalt, når man som udlaending kommer til Danmark.
– Hvis du vil have det godt, må du gøre noget selv. Jeg ville blive her og skabe mig et liv, og derfor måtte jeg også knokle, siger hun.
– Jeg tror, at hvis man har motivationen, kommer man langt.
– Det danske sprog er svaert, og det er ikke alle, der er lige gode til at laere sprog. Men så har folk nogle andre kompetencer, og det skal man udnytte, fortaeller hun.
– Der er virkelig nogle, der udnytter systemet i stedet for at udvikle nogle faerdigheder. Jeg så det som en form for respekt over for mit nye land, at jeg laerte sproget og arbejdede. Jeg skal jo ikke betale for hverken uddannelse eller laegehjaelp. Jeg har fået tilbudt rigtig mange ting i Danmark, som jeg aldrig ville have fået i mit hjemland, siger hun.
Jeg så det som en form for respekt over for mit nye land, at jeg laerte sproget og arbejdede