Der er noget galt i Danmark
galt i Danmark.
Der er noget
Magten samler sig i stigende grad hos embedsmaendene i Finansministeriet, og pressen har svaerere og svaerere ved at holde øje med, hvad der foregår.
Berlingske beskrev faenomenet forleden og har blandt andre talt med en oprørt Bertel Haarder. Han fortaeller, hvordan han i sin tid som undervisningsminister fik nej fra Finansministeriet til at lempe et sparekrav for højskolerne.
Han fandt selv pengene internt i sit eget ministerium, men Finansministeriet sagde alligevel nej. Ifølge Haarder med den begrundelse, at så ville andre institutioner bare komme rendende og bede om det samme.
til Berlingske, at det er ’fuldstaendigt Haarder siger nonsens’, og han laegger vaegt bag sine ord ved at fremhaeve, at ingen har vaeret minister for så mange institutioner som ham, og ingen kender dermed reaktionsmønstrene så godt som ham.
Eksemplet illustrerer sagens kerne. At fagministrenes ekspertise på de forskellige områder bliver fejet til side af rent økonomiske hensyn, når der tages politiske beslutninger.
offentliggjorde forleden en såkaldt Berlingske magtanalyse, der rangerede Finansministeriets departementschef som den syvende mest magtfulde dansker. Finansministeren er nummer fire. Man kan sikkert sige meget om, hvor valid sådan en analyse er, men når Haarder og en raekke andre tidligere og nuvaerende ministre går til citat i Berlingske og taler om ’magtakkumuleringen’, må vi antage, at der er noget om det.
Desuden siger tidligere chef i Finansministeriet og siden departementschef i Erhvervsministeriet Jørgen Rosted i samme artikel, at magten i Finansministeriet blev øget i hans år. Og at den nu er blevet for stor, hvilket han anser som et alvorligt problem.
Det har han ret i. Magtkoncentrationen og også uigennemsigtigheden er bekymrende på flere planer.
er klappet af, er det ikke Når finansloven embedsmaendene, men alene politikerne, der kommer ud ad døren og svarer på spørgsmål fra journalisterne. Trods det at embedsmaendene står for en stor del af arbejdet.
Flere af mine kolleger, som har arbejdet med politik, husker, at før i tiden kunne journalisterne faktisk tale med departementscheferne.
I dag er det anderledes. En departementschef er ikke til rådighed, fordi der er lagt så mange lag af spindoktorer, pressechefer, kommunikationsrådgivere, og hvad ved jeg ind mellem offentligheden og beslutningstagerne og statsapparatet.
for pressen at kontrollere en Det er svaert magt, vi ikke har adgang til. Og det bliver ikke lettere, når det lovforberedende arbejde ikke er omfattet af aktindsigt. Tidligere kunne vi søge aktindsigt i styrelsers kommunikation med ministre; det kan vi ikke laengere.
Det er vaerd at huske på, at embedsmaendene ikke er valgt af folket, men de sidder ofte med centrale beslutninger i 1015 år eller mere, mens en minister måske kun sidder et par år eller tre.
I virkeligheden tror jeg, embedsmaendene gerne vil tale med os. De har for det første stor viden om tingene. For det andet ved vi fra bogen ’Mørkelygten’, at en raekke embedsmaend gerne taler til baggrund, så offentligheden får indsigt i det, som en af dem kalder ’et forskruet beslutningslag’.
SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, tidligere minister i Thorning-regeringen, understreger, at Finansministeriet har fået for megen magt, fordi politikerne lader det ske.
Kristian Jensen kan derimod Finansminister slet ikke se problemet, hvilket jeg ser som en understregning af Dyhrs pointe.
Jeg synes, det er tankevaekkende, at så mange prominente politikere samt en tidligere embedsmand siger det åbent og uden omsvøb.
Og jeg synes, det er trist, at vi har en udvikling, som bekymrer både borgere, politikere, pressefolk og embedsmaend.
For hvis skyld er systemet egentlig skabt?