Her mangler otte børn

Der er noget genkendeligt over de vagtsomme øjne og de små barnekroppe, der langsomt og lidt efter lidt dukker frem inde fra gadens raekke af jernporte.

Som de forsigtigt, generte eller skraemte – og af samme grund – får hjaelp af deres faedre til at praesentere sig, giver det hele pludselig mening: For der står femårige Ivan med sit skaeve øje. Skråt bag ham den lange og skaevbenede Rayan.

Og på modsatte side kommer Bassam nu ud på den grå, stille villavej flankeret af sin far.

Det er over et år siden, men vi kan huske dem allesammen alt for tydeligt.

VI HUSKER DERES raedselsslagne blikke, deres blodtilsølede tøj, deres hjerteskaerende skrig eller livløse kroppe. Som de en efter en blev bragt ind på det lille felthospital i Mosuls Hay al-Saddam-kvarter.

Det var knap 20 minutter efter, at en af Islamisk Stats mortergranater skånselsløst var affyret over bydelen – og ironisk nok mindre end en uge efter, at Østmosul ellers var blevet erklaeret befriet.

– Jeg kan godt huske dig, udbryder Bassams far lettere overraskende, da vi hilser.

Flere og flere af gadens beboere stimler sammen omkring os.

Så hiver han op i Bassams lille, gule trøje og viser os resultatet af mortér-angrebet: Et stort, uskønt ar baner sig vej fra drengens bukselinning og snor sig skråt op over hans maveskind.

SAMMEN MED MOHAMMED er vi er vendt tilbage den gade, hvor ondskaben slog ned om formiddagen 31. januar sidste år. Det var her, Narin og familien boede, og alle gadens børn løb og legede, da granaten gjorde sin dødelige entré.

– Selvfølgelig vidste IS, hvad de gjorde. Børnene var målet. Da IS blev fordrevet fra Østmosul, anså de alle, der blev tilbage, som blasfemiske, forklarer Mohammed, der selv lige havde forladt sit hus for at gå ud og handle, da eksplosionen flaensede luften bag ham.

Den var så kraftig, at den pulveriserede halvdelen af muren ind til naboens hus. Han og forsamlingen af tidligere naboer peger mod en rusten jernlåge. I dag er sporene i asfalten lige så tydelige som de ar, gadens børn må baere for evigt.

NU HIVER RAYANS FAMILIE op i drengens T-shirt og afslører en raekke af ubehjaelpsomme sting. I naeste nu hiver de op i hans shorts for at vise endnu flere.

Så dukker en anden far op i maengden, også ham genkender jeg. Han nikker grinende, da jeg konstaterer, at han dengang var iført traditionel islamisk kjortel. Den er vaek i dag! Men det er to af hans børn også.

Sair Sharif Khedr var far til en af de helt små piger, der blev bragt til hospitalet den dag i januar sidste år.

Amal, der lå på en båre ved siden af Narin, kaempede for sit liv. Det gjorde hendes seksårige bror, Emad, også. Men ligesom Narins bror Ayjad blev også Emads krop svøbt og forseglet i en ligpose allerede på felthospitalet.

Og praecis som Narins tiårige søster, Ghufran, gav Amal op i ambulancen på vej til det amerikanske hospital i byen Bartella.

11-ÅRIGE HUSSAM NÅEDE ALDRIG så langt. På felthospitalet så vi aldrig den kritisk sårede dreng med åbne øjne. Kun hans livløse krop der med udstrakte arme lå som en Jesusfigur.

Han var den sidste, der i armene på sin far forlod den hektiske nødklinik og blev hastet afsted i den overfyldte ambulance. Her døde han, fortaeller familien nu, mens drengens faetter Bassam står stille og alvorligt og lytter med.

– Hvor mange blev ramt af eksplosionen den dag?

– To, fire, fem, syv … otte børn. Og så en voksen mand, taeller gruppen af faedre højt i munden på hinanden, før de endelig stopper og bekraefter mit naeste spørgsmål:

– Draebte! konkluderer de om de legende børn, der på et splitsekund blev gjort til tavse ofre.

– Fire blev sårede. Fem med Narin, tilføjer en i maengden midt på denne dødens gade i Østmosuls al-Rashida-kvarter.

I DAGLIG TALE BLIVER gaden også kaldt for ’Hullet’ på grund af et kaempe, mudret hul for enden af gaden, der skulle vaere daekket til for laengst.

Men for Mohammed og hver af de familier, naboer og børn, der står og kigger på os, er det de mørke huller i deres hjerter, de hver dag forsøger at finde en mening med.

De kommer til at vaere der for evigt.

Selvfølgelig vidste IS, hvad de gjorde. Børnene var målet. Da IS blev fordrevet fra Østmosul, anså de alle, der blev tilbage, som blasfemiske