JEG VAR NÅET TIL VEJS ENDE
THOMAS GRAVESEN fortaeller om det hul og den tomhed, han havnede i efter sit fodboldstop, om afbuddet til landsholdet, tiden i Madrid, Glasgow og USA
Det var bare slut!
Ret meget taettere kan vi ikke komme det en skøn sommereftermiddag med udsigt over Vejle Fjord og en veloplagt Thomas Gravesen nogle få gram fra gammel kampform på den anden side af bordet. Lillebror Peter serverer kaffe og kildevand på Munkebjerg Hotel, og spørgsmålet var naturligvis:
– Hvorfor stoppede du på landsholdet?
– Der kom en helt ny kvalifikation. Det var to år mere, og så taenkte jeg. Hellere …
– Hellere traeffe beslutningen selv end blive tvunget?
– Nej. Jeg syntes bare, det var tid. Jeg har altid lyttet til mit hjerte, og jeg har altid vaeret tro mod mig selv. Min tid var bare kommet. Der var ikke rigtig andet i det end dét. Jeg havde nydt det dertil og ville ikke ødelaegge det med, at det skulle blive noget lort. Jeg traf en beslutning. – Var du i tvivl?
– Nae, jeg lyttede til mig selv, og efter den beslutning var der jo ikke ret meget mere med mig. Så det VAR jo det rigtige tidspunkt.
– Men du var ikke mere end 30!
– Nej, men der var ikke så meget mere fodbold med mig bagefter. Der var nogle ophold her og der, og jeg spillede i Celtic, hvor det gik, som det gik. Jeg var nået til vejs ende, siger ’Graveren’.
Vi skruer tiden tilbage til 2006. Landsholdet ramte ikke VM i Tyskland, men kampagnen mod EM 2008 starter onsdag 6. september fornemt med en 2-0-sejr og en mere end habilt spillende Thomas Gravesen mod Island i Reykjavik.
En uge inden har Graveren forladt landsholdslejren og vaeret til medicinsk tjek og kontraktunderskrivelse i Celtic efter halvandet turbulent år i Real Madrid. Det ligner et gyldent match.
Torsdag 7. september ankommer han til lufthavnen i Edinburgh, fredag har han første dag på jobbet på Barrowfield, lørdag 9. får han en blaendende debut og en 1-0 sejr i Aberdeen. Fire dage senere taber Celtic 2-3 på Old Trafford, og Thomas Gravesen udpeger uden syge moster-forklaringer den stribede nummer 16 som den oplagt skyldige bag to Unitedkasser.
Ham selv!
To dage senere, fredag 15. september, falder bomben! Thomas Gravesen melder fra til landsholdet – én kamp inde i EM-kvalifikationen. Derfra saenker radiotavsheden sig totalt over tidens mest ombejlede spiller, og først nu – små 12 år senere – dukker dansk fodbolds mystiske svar på Greta Garbo op i offentligheden igen.
noget i Real Madrid, – Skete der som betød, du havde svaert ved at finde toppen igen?
– Jeg synes ikke, jeg var dårlig i Celtic. Jeg havde bare brug for, du ved … For at få det hele lidt ned på normalt niveau igen, fordi det var så stort, og så valgte jeg at sige,
Sådan er fodbold. Du bliver købt og solgt, og du bliver betalt rigeligt for det
at nu vil jeg gerne vaere mig selv lidt, og så var der bare ingen vej tilbage.
– Et eller andet sted havde jeg nok drømt om, at der ville gå et stykke tid, hvor ingen interesserede sig for mig.
– Det er vist det, man kalder optimistisk!
– Ja, den gik ikke! For nu at sige det, som det var, så var jeg den bedste i Skotland. Jeg spillede godt, og jeg scorede i de vigtige kampe. Hattrick endda. Jeg har aldrig scoret så mange mål som deroppe. Havde jeg haft Morten Olsen som traener, var det blevet noget andet, men nu havde jeg Gordon Strachan, der var panisk angst for at tabe kampe frem for at vinde. Han var ikke interesseret i den måde, jeg gjorde tingene på, siger Thomas Gravesen.
– Hans indstilling til fodbold var SÅ negativ! Det påvirkede mig rigtig meget, og så var jeg selvfølgelig også maerket af det, jeg havde vaeret igennem med Madrid. Jeg ville godt have det lidt vaek, komme op på mit niveau igen.
– Men uanset hvordan man vender og drejer det, var afskeden med Real Madrid vel et nederlag?
– Nej. De var så klare i teksten, og det vil jeg hellere have, frem for at de gik bag ryggen på mig. De sagde: Tho-
mas, tak for hjaelpen. Vi kan ikke bruge dig mere!
– Selvfølgelig taenker man øv, når man får det lidt på afstand, jeg ville da gerne, at jeg kunne lidt mere. Men man må jo også sige, at sådan er fodbold. Du bliver købt og solgt, og du bliver betalt rigeligt for det. Det blev jeg også.
– Men selvfølgelig taenker man over det. Man er jo ikke helt immun. Man vil jo helst have, at det, man render og laver, bliver vaerdsat. Men hvis jeg nu ikke passer ind … Sådan var det også dernede.
– Du blev udlånt til Everton, men det gik vel ikke meget bedre? – Det gjorde det ikke.
– Maethed?
– Nej, jeg var bare faerdig der. Jeg var nået til slut.
– Fysisk eller mentalt?
– Jeg tror, det var det hele. Hvis alt ikke er oppe i øverste gear, kan du ikke vaere med laengere. Hvis du ikke lever og ånder 100 pct. for det som i starten af karrieren, så dur det ikke. Der var ikke én årsag – det ebbede bare ud, ik’ ås’. Det var enden. Og så tog jeg selv beslutningen og sagde, at så stopper jeg nu.
Thomas Gravesen blev i august 2008 fritstillet i Celtic et år før tid, fik en solid pose penge – og forsvandt fra offentligheden. 32 år gammel. Han fik en kaereste, en tjekkiskfødt model og ejendomsmaegler og flyttede til Las Vegas. De brød for et halvt år siden, og nu er han hjemme i Vejle – klar til at råbe Roms Hule og stadion op igen!
– Efter otte-ni år i Nevada taenkte, jeg: Nu bliver det sgu for stort, når du er alene derovre, og så valgte jeg at flytte hjem. Alle mine kammerater er her, siger den nu 42-årige, der ikke engang har købt en bil endnu. Han låner sig frem – og tager toget.
Han erkender blankt, at tiden efter stoppet var en voldsom omvaeltning.
– Jeg havde brugt hele mit liv på fodbold i en verden, hvor der bliver nurset og taget hånd om dig hele tiden – i hvert fald de sidste 15 år, fra jeg var 18. Jeg skulle naermest ikke taenke selv, alt blev ordnet. Mit liv bestod af at sove, traene, spise, sove, traene, spise. Da karrieren stoppede, var jeg ikke vant til noget som helst andet.
– Var det et chok?
– Det var et kaempe … Det var en stor omvaeltning.
– Du var lige ved at sige chok!
– Nej, der skal noget til at chokere mig, ha ha, men jeg vil sige, at det hul og det tomrum, der kommer efter fodbolden, skal man vaere klar til. For du får lige pludselig enorme maengder af tid, og jeg var ikke klar til at tage et arbejde, så pludselig havde jeg fri 24 timer i døgnet.
– Hvordan var det så at blive sluppet løs fra fodboldkasernen. Ubehageligt?
– Det første år forsvandt! Simpelthen. Jeg nåede slet ikke noget. Da det altsammen var slut, og til jeg så småt finder ud af, hvor jeg skal hen, er der gået et år. Så mødte jeg heldigvis min kaereste og fandt ud af, at jeg kunne tage til USA og vaere lidt med på sidelinjen i hendes liv, mens jeg forsøgte at bygge mit eget op.
– Og holde dig i form ved at rive i de enarmede tyveknaegte?
– Nej, jeg ville gerne lidt vaek fra det hele, men samtidig have det, så jeg kunne følge med i alt. Jeg har fulgt VB, landshold og det hele. Jeg satte mig ned og nød Las Vegas, som er et fantastisk sted, der har alt muligt andet end kasinoer. Du kan cykle i ørkenen eller dyrke skisport i bjergene.
–Efterhånden begyndte jeg lige så stille og roligt at få den hverdag, som almindelige mennesker har. Jeg var oppe at smøre madpakke!
– Til kaeresten?
– Nej, til min dreng. Min papsøn. Det var jo også med til at gøre, at fødderne lige ramte jorden, du ved. Han var seks år, da jeg kom ind i billedet. Det var kanon.
– Savner du ikke ham?
– Jo, meget. Men vi ringer tit sammen. Vi har et godt forhold, og det har jeg også til hans mor.
– Britiske medier har fortalt
med investeringer historier om din succes …
– De skriver så meget, du ved, så det skal man ikke gå for meget op i. Jeg er ikke så god til at snakke økonomi. Men man siger jo, at penge giver frihed, siger Graveren og holder en sjaelden pause inden han med et glimt i øjet tilføjer:
– Jeg har masser af frihed!
Min tid var bare kommet