SÅDAN BEKAEMPER RITT KRAEFTEN
Lever med dødsdom på tredje år
Ritt Bjerregaard har set døden i øjnene. På Rigshospitalet 13. januar 2016.
Efter et forløb med tarmkraeft, to operationer og en periode med kemo følte hun sig rask. Men en ny skanning viste, at kraeften havde sat små metastaser i hendes lunger. Hun var nu indkaldt til møde med kraeftlaegen om det videre forløb.
Hun sad sammen med sin mand, Søren Mørch, og ventede på hospitalsgangen, da hun fik sin journal udleveret. Hun var fuldstaendigt uforberedt på det, hun så på siderne. Stod der virkelig, at man anbefalede ’palliativ behandling’? En behandling, der kun kan lindre, og ikke helbrede? Hun bladrede i journalen, men det blev ved med at stå der. Hun ville aldrig blive rask igen.
Det var en dødsdom. Som at blive ramt af et langsomt chok, hvor alt begyndte at skride. Søren tog hende i hånden, og hun samlede sig sammen. Hun ville hjem for at finde ud af, hvad det her betød. For hende selv og i forhold til Søren.
Den aften talte de to laenge sammen. Selv om hun var forskraekket og ked af, at hendes liv måske var ved at vaere forbi, talte de også om, hvor fantastisk det var, at de havde haft over 50 år sammen.
De lovede hinanden, at de ville klare dette varsel om døden sammen.
Nu sidder hun på terrassen ved sit sommerhus ved Kerteminde og fortaeller, hvilken indflydelse den konkrete dødsdom har på hendes liv i dag.
HUN HAR LAVET urtete og sat et fad med rubinrøde jordbaer på bordet. Spinkle valmuer har kaempet sig op mellem fliserne. De blafrer i blaesten som små, røde flag. Hun har ladet dem stå. De er så smukke.
Hun har boet i sommerhuset siden maj. Man kan se det på hende. Solbrunet, saltet, skarp. Lys i øjnene.
Få meter fra huset blinker havet. Her bader hun hver dag og går lange ture langs kysten. Hun har købt et puls-ur. Hun vil gå mindst 10.000 skridt om dagen. I går blev det til over ti kilometer. Hun er fyldt 77 år, og Søren er 84. De har spist levertran hele vinteren, og hver anden dag presser hun frugt og grønt til dem begge på sin nye slowjuicer.
I sommer har de spist masser af baer, fisk og grønt – og hun har netop sagt farvel til sine taette veninder, som har vaeret på besøg nogle dage. Og til sin søster, der lige skulle have den sidste badetur, inden hun også vinkede farvel.
– Havbad og svømning hjaelper umådelig godt på alle vores skavanker. Jeg er omhyggelig med mig selv, og jeg er blevet mere opmaerksom på, at vi faktisk selv kan gøre noget for at overvinde de sygdomme, vi nu har, siger hun.
OM LIDT VIL HUN ringe efter Søren. Han er taget vaek for at sidde og skrive et andet sted, mens hun har gaester. Han har fuld forståelse for, at hun synes, det er dejligt at have overnattende veninder på besøg i sommerhuset, men han er ikke saerlig social. Og det respekterer hun.
– Søren gennemgik for nyligt en stor operation, hvor han fik en ny hjerteklap. Vi ved, at vi begge lever på lånt tid. Det har gjort os mere bevidste om, at vi gerne vil prioritere den tid og de muligheder, vi har sammen, siger hun og understreger, at hun har vaeret heldig at have en mand, der aldrig er blevet småjaloux over, at det oftest er hende, der omgiver sig med mennesker, tager fokus og er ude og opleve.
– Det har givet mig en fri hånd til at leve, som jeg ønsker. Vi har begge frit kunnet vaelge og prioritere det, der giver os indhold i livet. Og om lidt vil jeg ringe til ham og sige, at ’nu er de der forfaerdelige journalister gået, du kan godt komme’, og så vil vi spise en sen middag, drikke en flaske god vin og tale sammen, mens solen går ned.
RITT BJERREGAARD ER de sidste to år blevet skannet hvert halve år for at holde øje med, hvor fremskreden hendes sygdom er. Indtil nu har metastaserne i lungerne ikke spredt sig yderligere, og hun føler sig rask.
– Jeg lever et halvt år ad gangen. Fra hver skanning. Sygdommen er inde i mig, og det har betydet, at jeg føler mig klart mere forberedt og indstillet på, at det ikke er til at vide, hvor lang tid jeg har tilbage. Men jeg skyder tanken fra mig til et sted langt tilbage i hovedet. Og jeg ter mig, som om jeg har de naeste ti år tilbage.
Naeste skanning er i slutningen af august. Og der kan det jo faktisk vaere helt galt. Men det er ikke noget, jeg går og taenker på hele tiden. Sådan har jeg det med døden, siger hun, mens vi går ned mod vandet ad den lille sti mellem siv og graesser. Hun får hele tiden øje på nyt liv, der vrimler op fra den tørre, magre sandjord. Perikum, strandkål og ... se lige her, vilde løg!
Vi ved, at vi begge lever på lånt tid. Det har gjort os mere bevidste om, at vi gerne vil prioritere den tid og de muligheder, vi har sammen
Ritt Bjerregaard har udgivet to tykke erindringsbøger. Lidt for tykke, synes hun selv. Men der er så meget at skrive om, og tredje bind er på vej. Også den kommer til at handle om hendes lange liv i politik. Fyldt med intriger, tårer og sejre – og masser af skandaler og afsløringer.
Det er ellers det intime og private, der hidtil har vakt den største opsigt. Når hun har skrevet om at leve i et åbent aegteskab med Søren, hvor de begge har sex med andre, og hvor det er i orden at blive forelsket i en anden, hvis blot de hver isaer fortaeller om det og ikke holder det hemmeligt. Sådan er det stadig. Men ikke helt.
– Nej, der er ikke så meget utroskab laengere, afslører hun.
– Hvad er din største succes i dit liv?
– At jeg har kunnet holde guldbryllup! Det er simpelthen fantastisk. Det vidner om et godt, langt faelles liv, svarer hun uden tøven.
– Hvad er det, der har gjort, at I har formået at holde sammen så laenge?
– Tre ting: At vi aldrig har vaeret hinanden tro. At vi altid har boet hver for sig, og at vi aldrig har haft et ønske om, at vi skulle ligne hinanden. Vi har syntes, det var dejligt, vi var så forskellige.
Og de to skaendes aldrig, fastslår hun. – Nej, det synes vi ikke er passende. Men vi har da haft kriser - og selvfølgelig også nogle småting, der går igen. Som når Søren ikke har ryddet op efter sig, når jeg kommer fra København. Men der siger jeg bare til ham, at jeg lige saetter mig ind og skriver, og han kan kalde på mig, når han er faerdig med at rydde op. Vi finder altid en praktisk løsning.
– Og en stor succes i mit liv er, at jeg havde så gode foraeldre. Jeg fik altid at vide, at det kunne jeg godt finde ud af. Deres tillid betød, at jeg er i besiddelse af en usaedvanlig stor selvberoenhed. Nogle kalder det selvtillid.