Vi forstår verden i glimt
timer efter befrielsen af MINDRE END 24 den irakiske by Mosul i 2017 mødte Ekstra Bladets reportere for første gang treårige Narin og hendes far. Narin var et af alt for mange børn, som blev offer for et kynisk morterangreb i et civilt område, som Islamisk Stat stod bag.
På vej mod årsdagen for Mosuls befrielse vendte fotograf Rasmus Flindt Pedersen og journalist Thea Pedersen tilbage til Narin og hendes familie. Narin er et andet barn nu. Hun lever med granatsplinter i hjernen. Men hun lever.
Det er gennem sådan en historie, at vi andre forstår den ellers helt ufattelige gru.
forsøger i øjeblikket at fange RED BARNET vores opmaerksomhed i en kampagne, hvor man ser den lille lungesyge dreng Jackson hive efter vejret. ’Lungebetaendelse skal ikke vaere en dødsdom! Du kan vaere med til at redde børn som Jackson’, lyder budskabet. Det er til at forstå. Vi kan allesammen se, at Jackson ikke har det godt.
Måske vaelger vi at give et beløb, og måske springer vi over, når den naeste nødhjaelpsorganisation spørger.
Sandheden er, at vi som mennesker ikke kan rumme hele verdens raedsler på én gang.
Alligevel har et par af Politikens skribenter i den forløbne uge problematiseret den enorme opmaerksomhed, som fodbolddrengene i den thailandske grotte har fået.
Litteraturredaktør Jes Stein Pedersen trak en parallel fra indsatsen for at få fodbolddrengene levende ud af grotterne til ukendte bådflygtninges druknedød på Middelhavet.
'Jeg kan ikke lade vaere med at taenke over den lethed, hvormed vi her i Europa vender ryggen til eller fortraenger de velkendte og permanente katastrofer og tragedier', skriver han.
er med Stein Pedersens VORES ENGAGEMENT ord flygtigt og svigefuldt - og helt afhaengigt af mediedaekningen.
Mediekommentator Jacob Mollerup skriver, at problemet er, at der i den periode, hvor hele verden holdt vejret og fulgte redningsaktionen i Thailand, var så mange andre grupper af børn, der svaevede mellem liv og død som ofre for krige og konflikter verden over. Han naevner blandt andet, at Unicef anslår, at 385.000 børn i Yemen er alvorligt underernaerede af sult og risikerer at dø.
Jeg synes også, det er raedselsfuldt, at så mange børn lider rundt om i verden. Men jeg synes ikke, det har noget med daekningen af drengene i grotten at gøre.
udspillede sig her, kunne DET DRAMA, DER ikke have vaeret skrevet bedre af en manuskriptforfatter i Hollywood. Det er den mest faengende globale nyhedshistorie, vi har set laenge.
Som mediekommentator Lasse Jensen skriver i Information, er vi allesammen vågnet op hver morgen og har taenkt på drengene, mens redningsaktionen stod på. Det gaelder også dem, der synes, at medierne prioriterede helt forkert.
Han har ret. Det er menneskeligt. Ligesom det er menneskeligt, at vi snart allesammen har glemt alt om drengene og vendt opmaerksomheden mod nye historier og nye skaebner.
Vi forstår verden i glimt, det er et vilkår.
Som mennesker kan vi ikke rumme hele verdens raedsler på én gang
var i Mosul for at MENS VORE REPORTERE besøge Narin og hendes familie, var der millioner af andre historier, vi kunne have fortalt om krigens raedsler.
Men gør det Narins historie mindre vaesentlig? Vel snarere tvaertimod. Det gør den kun endnu vigtigere. Fordi Narin er en af mange.