Men hvis vi selv vaelger det, skal det gøres på en måde, der generer andre mennesker mindst muligt.

Ritt Bjerregaard frygter ikke døden. Men hun frygter, at hun ikke får mulighed for selv at kunne vaelge den. – For mig er der intet efter døden. Jeg har det liv, jeg lever nu og her – og jeg håber, at jeg en dag bare ikke vågner igen. Det vil vaere det bedste. Og ellers må jeg selv tage mig af det. Jeg synes helt klart, man skal have lov til selv at kunne vaelge at dø.

– Hverken Søren eller jeg ønsker at ende uden hjerner på et plejehjem. Vi vil gerne kunne sige: Vi har haft et dejligt liv … farvel, farvel.

– Måske sker det for os samtidigt, måske vil en af os vaere blevet alene til den tid. Men hvis vi selv vaelger det, skal det gøres på en måde, der generer andre mennesker mindst muligt. Derfor samler jeg oplysninger om, hvordan man kan gøre det.

Hun fortaeller, at hun støtter den pensionerede laege Svend Lings, der har hjulpet med at skaffe medicin til meget syge mennesker, der ønsker at dø.

– Han og hans samarbejdspartnere har vaeret venlige at fortaelle, hvad det er for nogle piller, man skal tage. At man samtidig skal huske at tage noget mod, at man braekker sig og den slags oplysninger, der er med til at gøre det muligt selv at sørge for det, mens man er i stand til det. Det er meget betryggende at vide.

– Hvordan skulle det foregå, hvis du selv valgte at dø?

– Det afhaenger af, om det både er Søren og mig - eller om det kun er den ene eller anden af os. Hvis det var mig alene, kunne det udmaerket vaere her. En dag, hvor jeg taenkte, at nu har jeg sådan set ikke mere.

– Hvad vil du gerne nå, inden du dør?

– Jeg vil selvfølgelig gerne have ti eller 15 år mere, hvis jeg har det godt. Men hvis jeg har det skidt, er jeg ikke sikker på det. Og jeg vil ikke vaere ked af, at jeg ikke skulle opleve så meget