Gider ikke sport
Når Nicolas Bro siger, at han har valgt at skrue opvaeksten anderledes sammen for Dante end den, han selv kendte, gaelder det på alle planer.
– Jeg gik i almindelig folkeskole, men blev ikke rigtigt bidt af det. Jeg forsøgte mig med hf, men holdt kun i tre måneder, så jeg har kun en niende klasses skolegang. Faktisk kan jeg ikke en skid andet end at spille skuespil, griner han.
Dante derimod er boglig, mener faderen, der også aergrer sig over, at sønnen har nogle helt andre interesser, end han selv har.
– Jeg holder meget af tegneserieuniverset og superhelte som hos Marvel eller i ’Star Wars’. Men det gider han ikke. Jeg har prøvet at samle ting til ham og laese højt, men han bliver helt fjern.
– Til sidst måtte jeg se i øjnene, at jeg gjorde det hele for min egen skyld. I stedet er han vild med biler. Noget, jeg aldrig i mit liv har taenkt over. Meget tidligt kunne han kende de forskellige biler fra hinanden og fortaelle om dem. Det må man jo bøje sig for. Jeg har laert meget om biler, smiler han.
Anti-lidenskab
Så er Dante også Lego.
– Lego har aldrig interesseret mig. Men da jeg så hans interesse, taenkte jeg: Okay – ’Star Wars’-Lego. Det var dog rimeligt mislykket. Min søn vil meget hellere bruge tid på det tekniske Lego.
vild med
Faktisk er det naermeste, far og søn kommer det at have en stor faelles lidenskab, er ubehaget ved idraet og sport.
Det er virkelig ikke dem.
– Som barn fik jeg ikke lov til at gå til sport. Min storebror, Anders Peter, fik lov til at hele, men han droppede det altid efter meget kort tid.
– Så da det blev min og min søsters tur, mente min far ikke, at der var grund til at spilde penge på det, for vi gjorde det i lighed med vores storebror nok ikke faerdigt. For mit vedkommende er det nu ikke et spørgsmål om penge, når Dante ikke spiller fodbold eller andet, men det interesserer han vitterlig ikke, og det respekterer jeg.
– Men det har da fortaget sig med årene, og eftersom mine foraeldre har vaeret pensionerede i en årraekke, er der ikke laengere et stort publikum, som husker dem og drager sammenligninger. Man kan vel sige, at jeg over tid har udviklet mig til at blive en gammeldags karakterskuespiller. Om min opgave ligger i ’De grønne Slagtere’, ’Antboy’ eller ’Misantropen’, går jeg til min karakter på samme måde. Det skaeve og det absurde ligger godt for mig.
Jeg har kun en niende klasses skolegang. Faktisk kan jeg ikke en skid andet end at spille skuespil