FEM MUSIKALSKE BAD GIRLS Døde på toppen
Janis Joplin var endelig ved at finde fodfaeste både kunstnerisk og menneskeligt, da hun tjekkede ind i Klub 27
Da Janis Joplin op ad eftermiddagen søndag 4. oktober 1970 blev fundet død ved siden af sin seng på et motelvaerelse i Hollywood, skrev hun sig direkte ind i den såkaldte Klub 27 - i selskab med blandt andet Jimi Hendrix, der var blevet kvalt i sig eget braek blot 16 dage forinden.
Det kunne med andre ord snildt vaere endnu en trist historie om et menneske i frit fald mod den naermest uundgåelige tidlige død. Men som man kunne se i Amy J. Bergs velresearchede dokumentarfilm ’Janis: Little Girl Blue’ fra 2015, er det en sandhed med visse modifikationer.
Fatalt hyggefix
Den fortaeller i stedet om en kvinde, der efter mange traengsler og tilløb endelig er ved at få styr på sin ellers tumultariske tilvaerelse og er relativt clean, lige har indspillet sin absolut bedste plade (den posthume ’The Pearl’) samt fået samlet sit drømmeband, da et lille ’hyggefix’ ender fatalt. Sandsynligvis fordi den heroin, hun havde købt, var noget mere potent end vanligt. En mistanke der bekraeftes af, at flere af den samme pushers stamkunder også døde af overdoser de følgende uger.
Den slags sker jo, og der var på ingen måde tale om selvmord, hverken bevidst eller ubevidst. Da Joplin døde, havde hun i den grad fremtiden for sig. Hvilket selvfølgelig blot gør det endnu mere sørgeligt.
Mobbeoffer
Janis voksede op som den aeldste af tre søskende i et konservativt, kristent miljø i byen Port Arthur i Texas. Hun har selv beskrevet sin skoletid som et helvede, hvor den overvaegtige, akne-plagede (i en grad så det kraevede medicinsk behandling) teenager konstant blev mobbet af de andre elever for sin aparte fremtoning (hun ankom gerne i skole i bare taeer og jeans med en mundharmonika i lommen, hvilket bestemt ikke var kutyme for pigerne i Texas omkring 1960) og sin allerede dengang dybfølte kaerlighedsaffaere med bluesmusikken - ikke mindst forbilledet Bessie Smith.
Stor succes
Her kom hun nogenlunde til haegterne igen og var kortvarigt forlovet med en computer-ingeniør, inden vennen Helms i sommeren 1966 igen hentede hende til San Francisco for at blive sangerinde i bandet Big Brother and the Holding Company, som han i mellemtiden var blevet promotor for.
Sammen fik de stor succes – ikke mindst ved den nu legendariske Montery Pop Festival i 1967 og med deres andet album ’Cheap Thrills’ fra året efter, der ramte førstepladsen på de amerikanske hitlister.
Bandet var dog praeget af vedvarende interne stridigheder, så Janis gik solo og udsendte i 1969 det ikke ubetinget vellykkede album ’I Got Dem Ol’ Kozmic Blues Again Mama!’.
Eskalerende misbrug
Hendes konstant eskalerende stofog alkoholforbrug og generelt udsvaevende livsstil var også begyndt at kunne ses og høres ved koncerterne, hvor hun ofte mødte op i tydeligt påvirket tilstand.
Det gjaldt blandt andet hendes optraeden på Woodstock, hvor de ti timers ventetid backstage var gået med at baelle Southern Comfort og skyde heroin med junkievennen og elskerinden Peggy Caserta. Hun insisterede efterfølgende på, at hendes optraeden blev klippet ud af Michael Wadleighs berømte film fra den historiske festival.
Helt gal
Det stod med andre ord efterhånden så grelt til, at selv Joplin kunne se, at den var helt gal. En tur til Brasilien fik hende for en stund vaek fra narkoen, og hun var efter sigende i sit livs form under indspilningerne af det album, der skulle blive hendes kunstneriske kraftpraestation og ubetinget største succes, ’The Pearl’. Som hun altså aldrig selv nåede at opleve.
Da Joplin døde, havde hun i den grad fremtiden for sig