FÅ HJAELP HER
sin historie før, men måske er der nogen, der kan bruge den til noget, taenker hun. Måske er der nogen derude, der kan bruge hendes tragedie, hendes smerte og afmagt til noget positivt i deres eget liv. Måske kan de komme videre.
– Håb? Nej, jeg kan ikke give nogen håb. Det er ikke her, man skal finde håb, siger hun stille.
Anders Hugger var 34 år, da han tog sit eget liv. Den tidligere professionelle bokser gjorde en ende på det hele i bokseklubben Olympia i Odense efter en lang bytur, som startede som en polterabend for en kammerat.
Rie Hugger var formand i klubben dengang, og Anders sad i bestyrelsen. Han og drengene festede i klubhuset. Hun var hjemme, mens det hele stod på. På chaiselongen ventede hun med svigtende tålmodighed og tiltagende bekymring. Hun hørte ikke fra ham og kunne ikke få fat i ham.
Anders holdt af at gå i byen med sine venner, og Rie havde intet imod det. Der var bare to regler i huset: Vi siger altid farvel, når vi går, og vi sover altid hjemme. Skaeldt huden fuld
Den weekend kom Anders ikke hjem. Først senere fandt hun ud af, at hans telefon måtte vaere løbet tør for
– Jeg ville faktisk bare gerne falde ham om halsen og kysse ham og fortaelle ham, at jeg var glad for endelig at have fundet ham. Men det gjorde jeg ikke, siger hun.
– Han lå bare og sov, og jeg råbte ad ham. Det havde ikke kostet mig noget at give ham et kram, men jeg råbte ad ham. Det er det vaerste at taenke på.
– Jeg har skyldfølelse over det hver eneste dag. Jeg sidder tilbage med den følelse, at jeg ikke gravede hans grav, men at jeg rakte ham spaden.
Lidt senere griflede Anders nogle ord ned på et stykke papir. En kaerlig hilsen til Rie og sine foraeldre og en bøn om tilgivelse. Og så forlod han dem for altid.
– Jeg har aldrig fundet en forklaring, der giver mening, siger Rie og lader tavsheden råde. Hun har taenkt det hele igennem talløse gange og har forfulgt enhver tanke, enhver teori, uden at forstå, hvorfor Anders tog et så drastisk skridt.
Tanker, der aldrig stopper
Tvunget af fornuft erkender hun, at han naeppe lagde snøren om sin hals, fordi hun skaeldte ham ud den dag. Noget underliggende må have plaget ham i en grad, som ingen forstod, før det var for sent.
– Jeg taenker, så det er fysisk hårdt. Tankerne stopper Det hjaelper at få sat ord på de svaere tanker og følelser, man nogle gange får i sit liv.
Hos Livslinien kan du – alle årets dage fra klokken 11 til 04 – få en rådgivende samtale. Du er anonym og må gerne ringe flere gange. Telefonnummeret er 70 201 201. Du kan også chatte og skrive til Livslinien på www.livslinien.dk Gift Dansk mester Formand
Til 1. juli 2018
ansat i en skiltevirksomhed som digital mediechef. aldrig. Jeg er nødt til at holde fjernsynet taendt for at få en pause. Ellers snakker jeg med mig selv. Og med ham, siger hun.
– Altid om det, der var. Aldrig om det, der kommer, for jeg forventer ikke, at der kommer mere. Der er ingen lykkelig slutning på min historie. Jeg er her, hvor jeg er.
– Jeg har haft den lykke, der tilkommer mig i livet. Der er ikke mere. Han er min mand. Det er han stadig, og det vil jeg ikke lave om på. Jeg skal ikke videre. Er det ikke o.k., at jeg bare bliver her?
Hun dupper sine øjne med en serviet. Drikker lidt kaffe. Hendes kraftige, sorte hår glider let ind foran hendes ansigt, og hun forsvinder naesten ind i sit mørke, posede tøj. I to år efter Anders’ død var gardinerne trukket for i hele huset, nat og dag, og hun lukker stadig kun lyset ind i sit liv i små bidder. Det, hun havde, holder hun fast i.
– Man kan ikke bare slukke for at elske en. Han var min mand. Det er han stadig.
I to år efter Anders’ død var gardinerne trukket for i hele huset, nat og dag