Vi har det svaert med at nogen lider som Rie
Samfundets forventning er, at mennesker i sorg bør ’komme videre’
Da Rie Hugger en måned efter sin mands selvmord i august 2015 besluttede selv at gøre en ende på det hele, skrev hun ti afskedsbreve til venner og familiemedlemmer. I dag har hun kun kontakt til to af dem, som hun dengang følte sig knyttet allertaettest til.
De øvrige er gledet ud af hendes hverdag sammen med snesevis af andre, som ikke har kunnet udholde den trykkende sorg og dybe tragedie, der har fyldt Rie Huggers liv i de seneste tre år.
Det kan skyldes, at samfundet opfatter hendes langstrakte smerte som en forkert måde at sørge på. Hun har ikke sat alt ind på at ’komme videre’, og det har folk oftest meget svaert ved at acceptere.
– Vi har i samfundet ikke faste normer for sorg og heller ikke veldefinerede ritualer og forventninger, men der er en masse uudtalte normer og forventninger, siger psykolog Ester Holte Kofod fra forskningprojektet Sorgens Kultur på Aalborg Universitet.
– I vores kultur er vi meget fokuserede på fremtiden. Det er en kultur, hvor man endelig ikke må dvaele ved fortiden. Men det er lige praecis dét, man gør, når man er i sorg.
Mens alle naturligvis accepterer, at et menneske sørger over sit tab, er der i samfundet en forventning om, at den sørgende gradvis begynder at se lysere på tilvaerelsen igen, siger Ester Holte Kofod. Sker det ikke, kan det føre til øget afstand og dårlig kommunikation mellem den sørgende og omverdenen.
– I vores kultur er det rodfaestet, at man helst skal kunne vende sin ulykke til noget positivt. Det kan man bare ikke altid, siger Ester Holte Kofod.
– En lidelse, der er så stor og stillestående som Ries, har vi svaert ved at tolerere. Fornemmer man ikke, at der er bevaegelse ud af sorgen, er det forventningen i vores kultur, at man skal til psykolog og få behandling.
– Det er godt, at der er mulighed for at få hjaelp, men det er betaenkeligt, hvis denne ret går hen og bliver en pligt, siger Ester Holte Kofod og understreger, at sorg er en individuel proces, fordi det er hele ens verden, der bliver påvirket, når man mister.
Tab har forskellig betydning fra person til person, siger hun.
– Når sorgen er mest sort, er det vigtigt, at man tør vaere
At dvaele ved fortiden er praecis dét, man gør, når man er i sorg