NU ER SORG EN DIAGNOSE

I juni i år blev ‘langvarig sorg’ officielt en diagnose ligesom for eksempel depression og angst. Diagnosen er rettet mod personer, der endnu seks måneder efter et tab lider af intens sorg, som øver indflydelse på deres evne til at fungere i hverdagen. Kritikere af verdenssundhedsorganisationen WHO’s blåstempling af langvarig sorg som en lidelse haevder, at man dermed sygeliggør noget helt naturligt. Tilhaengerne glaeder sig på den anden side over, at samfundet med diagnosen sikrer sorgramte anerkendelse og mulighed for at få hjaelp.

– En diagnose er et tveaegget svaerd: Den giver rettigheder og anerkendelse, men den kan måske også forstaerke forventningerne om, at man skal kunne komme videre, og at man helst skal kunne vende sin sorg og sit nederlag til noget positivt, siger psykolog Ester Holte Kofod fra forskningsprojektet Sorgens Kultur på Aalborg Universitet.

– Man sygeliggør det håbløse, det stillestående og det smertefulde, mens man samtidig hylder og fejrer historierne om dem, der kommer staerkere ud af sorg og modgang.

– ’Posttraumatisk vaekst’ kaldes det inden for sorgog traumeforskningen, og ved siden af den behandlingskraevende sorg er det et område, der er stor interesse for i disse år, siger Ester Holte Kofod. der uden en forventning om, at den sørgende skal tage sig sammen og få det bedre, siger Ester Holte Kofod.

– Hvad er der galt i at forvente, at en sorgramt kommer videre?

– Problemet er, at de forventninger ofte bliver så massive, at de virker overvaeldende på den efterladte, og det er ikke til nogen nytte. Resultatet er ofte, at den efterladte isolerer sig og ikke føler sig forstået siger Ester Holte Kofod.

– Hvornår skal man som ven eller pårørende insistere på, at den efterladte får professionel hjaelp?

– Inden man gør det, skal man gribe i egen barm og overveje, hvilke forventninger man møder den efterladte med. Det er naturligt at taenke, at man ikke er den rette til at påtage sig at hjaelpe, fordi sorgen er så stor.

– Men vi kan som pårørende og mennesker omkring den efterladte gøre tilvaerelsen bedre og mindre ensom, hvis vi tør vaere der og ikke vaere så forskraekkede over den der sorg, som kan virke så skraemmende, siger Ester Holte Kofod.