Jeg klyngede mig til håbet
op. Kaemp videre, siger Marcus.
Men Therese kan godt maerke, at hendes kraefter er ved at vaere brugt op.
På et tidspunkt kommer en helikopter over dem, men den ser dem ikke. Heller ikke redningsbådene i naerheden når hen til dem i vandet. Alt omkring dem er sort – bortset fra lidt lys i det fjerne.
På et tidspunkt falder Villas i søvn på mine skuldre. Jeg bliver ved med at ruske i ham og sige, at han skal vågne op, så siger han til mig ’kan vi ikke bare sige stop og farvel, mor. Jeg kan ikke mere’, siger Therese, mens tårerne igen løber ned ad kinderne på hende.
Inden båden kaentrede, og familien stadig havde deres telefoner, ringede de desperat hjem til familie og venner. Her formåede de at sende to billeder af koordinater, hvor de befandt sig.
Reddet fra Danmark
Vennen i Danmark fik fat på et naerliggende krydstogtskib, som søgte efter de otte danskere i vandet.
Jeg kunne ikke have klaret ti minutter mere, men så kom der hjaelp. Der blev sendt redningsbåde i vandet. Da børnene er kommet op, kaster jeg bare op. Vi kommer op på skibet, og her får vi hjaelp fra personalet om bord.
De giver os deres tøj, så vi har noget tørt, siger Marcus. Familierne bliver sejlet til Athen, hvor de bliver indlogeret på et hotel. De har desuden fået tilkaldt en krisepsykolog.
Therese får efter nogle timer Men mens Therese og Kenneth kaempede sammen med børnene for at overleve i vandet, så måtte Linda klare sig alene.
– Mathilde og jeg er sammen i starten. Hun bliver ved med at sige, ’mor du kan godt, bare kaemp’, men jeg må sende hende hen til Kenneth og blive, hvor jeg er ikke i de samme bølger som dem, siger Linda, da hun møder Ekstra Bladet på det hotel, som de har boet på siden natten tirsdag.
Hårdt medtaget
Familien er hårdt medtaget. Udover de fysiske skrammer som voldsomme slidmaerker, ømhed og sår, så er de staerkt påvirket af det mareridt, som de har vaeret igennem de sidste døgn.
Jeg råber til Kenneth og Therese, at de skal gøre alt for børnene, og jeg elsker dem alle sammen, og så hører på ambassaden endeligt et pas til sig selv og sine tre børn.
De ankom onsdag aften til Danmark. jeg dem ikke mere, og jeg kan ikke se dem, fortaeller hun.
Jeg kan bare se, at hun forsvinder i bølgerne. Jeg havde det ganske forfaerdeligt, siger Kenneth.
’Help me’
Mens timerne går ligger Linda alene i vandet og kaemper for at holde sig oppe, mens bølgerne omkring hende slår hende fra side til side.
Hun er alene i fem timer, inden hun hører ’help me’.
Jeg råber ’Kenneth og Therese’ er det jer? Men det viser sig at vaere en anden dansker, som også har vaeret i båden. I yderligere to timer ligger Linda i mørket og spejder efter hjaelp, inden hun bliver reddet op af et krydstogtskib.
Jeg klynger mig bare til håbet, at jeg vil se dem igen. Jeg ville vide, hvad der er sket med dem, siger hun.
Men da Linda kommer op på krydstogtskibet, er hun alene. Hendes to piger, mand, veninde og hendes børn er ikke reddet i land.
Jeg kan pludseligt høre, at der er jubel ude fra daekket. Jeg vil derud, men jeg knaekker sammen. Jeg tvinger personalet til at få mig hen til en elevator. Jeg skal ned, jeg skal se, hvem det var, der var blevet reddet. Om det var mine, siger hun.
Skriger helt vildt
– Elevatordøren går op, og der står mor. Jeg skriger helt vildt, fortaeller den 14-årige datter Amalie.
Lindas mand, Kenneth havde ellers forberedt sig på, at han skulle fortaelle sine døtre, at deres mor var død.
– Det kan ikke beskrives det, hvad vi har gennemgået. Nu er vi bare glade for at vaere i live, siger han.
Caroline Clante