Topboksers enke LAGDE SIG TIL AT DØ MED URNEN I FAVNEN
Rie Hugger mistede livsmodet, da hendes mand begik selvmord, og hun besluttede sig for selv at dø frem for at leve uden ham
Hun holdt savnet og ensomheden ud i en måned. Så lagde hun sig til rette på sofaen med Anders’ urne i favnen og ventede på, at pillerne skulle gøre deres virkning og give hende fred.
Som ordensmenneske havde hun forberedt sig og skrevet en stribe breve til sine efterladte. Havde gjort det let for alle og ordnet praktiske ting og noteret adgangskoder til postkasser, netbank og hjemmesider.
– Jeg kunne ikke vaere her mere. Jeg kunne ikke få luft, fortaeller Rie om den dag i september 2015, da hun besluttede at følge Anders på vej.
Da hun lå der og ventede, kom hun til at taenke på, at der kun var et par dage til, at de unge i bokseklubben Olympia, som hun var formand for, skulle på traeningslejr. Mange af dem havde det hårdt i livet, og hendes død ville naeppe gøre tilvaerelsen lettere at baere for dem.
– Jeg nåede frem til, at traeningslejren skulle overstås først, så jeg ringede efter en ambulance. Siden dengang har jeg ikke forsøgt at tage mit liv. Jeg vil ikke prøve mere.
– Men jeg ville ikke have noget imod at blive ramt af et lyn, siger hun uden at fortraekke en mine. Fravalgte psykolog
På hospitalet blev hun tilset af en psykolog, som mente, at hun skulle indlaegges på psykiatrisk afdeling. Det gav nok mening, mente Rie, men det havde hun ikke tid til. Hun skulle jo på traeningslejr med de unge.
– Så gik jeg ud derfra. Jeg kan ikke huske så meget andet, end at min søster tog med på traeningslejr. Jeg tog Anders med og sov ved siden af min mand i de dage også, fortaeller hun.
Hun har aldrig talt ud med en psykolog. Lige efter Anders’ død blev hun skubbet ind til en psykolog, men hun fandt det ubehageligt at tale om sit liv med en, hun ikke kendte
– Det virker nok for nogle, men jeg er ikke typen, der lukker op og fortaeller og taler om følelser uden videre, siger Rie og fortaeller, at hun efter sit selvmordsforsøg aldrig er blevet forsøgt kontaktet af sundhedsmyndighederne med tilbud om hjaelp.
Mens venner og bekendte i hundredvis deltog i Anders’ bisaettelse, og mens snesevis støttede hende i ugerne derefter, var Ries kontakt med omverdenen svundet ind til naesten ingenting efter få måneder.
Dysfunktionel barndom
Hun havde søgt tilflugt i sin mørke hule og ’drak sig vissen’ i rødvin i månedsvis, og til sidst var der ingen, der laengere lagde vejen forbi for at høre, hvordan det gik. Af de ti naere relationer, hun skrev afskedsbreve til den septemberdag, da hun ville dø, er kun to stadig i hendes liv. Brevene ligger stadig under en hynde i sofaen.
Jeg kunne ikke vaere her mere. Jeg kunne ikke få luft
Det er ikke kun dem i graven, der er vaek, når nogen dør
– Folk forsvinder, når det bliver for svaert. Det er ikke kun dem i graven, der er vaek, når nogen dør. Jeg har vaeret hjemme lige siden, og hvis jeg ikke var hjemme, var jeg på kirkegården. Ingen er gået forgaeves.
– Der var bare ingen, der kom laengere, siger Rie.