RIE HUGGER
Hendes far kondolerede i en sms, da han hørte, at Anders var død. Siden har hun intet hørt fra ham. Han kom ikke til begravelsen. Hendes mor er også ude af hendes liv i dag.
– Man kan roligt sige, at jeg kommer fra en dysfunktionel familie, men det forstod jeg ikke, da jeg var barn. Det var først langt senere, at jeg forstod, at vores familie ikke var en normal familie, siger Rie.
Familien boede i flere år i Afrika, hvor hendes far var udstationeret af Danida. Rie og søsteren er født i Kenya, men de er vokset op i Mozambique og Danmark. De har aldrig boet i Kenya, hvor deres mor stammer fra.
Pigerne var ofte vidner til heftige opgør mellem foraeldrene, fortaeller Rie, som husker dagen, da hendes mor omsider lod sig skille, som en af de bedste dage i sit liv.
Hun var 12 år, og den overbevisning Født: 28. februar 1982 Kenya (36 år).
Halvt kenyansk, halvt dansk. Opvokset i Mozambique og Danmark. Mor til Mike på 20 år. Uddannet webredaktør og some og digital media manager. Desuden uddannet kontorassistent med speciale i administration.
Gift med Anders Hugger 3. oktober 2012.
Dansk mester i boksning (letvaegt) i 2014. Formand for bokseklubben A. Olympia (20142017).
Til 1. juli 2018 ansat i en skiltevirksomhed som digital mediechef.
havde da rodfaestet sig i den lille pige, at hendes far havde foretrukket, at hun aldrig var blevet født. Det indtryk har hun aldrig kunnet slippe.
– Jeg har aldrig brudt mig om min far, siger Rie i dag.
En snaever kreds af støtter har holdt ud og haenger ved. Søsteren Moni, veninden Britt, nabokonen Mersiha. Bokseren Mads ’Flameboy’ Hansen, som hun kender fra sin tid som formand i bokseklubben, kommer jaevnligt forbi. Han kendte ikke Anders og mødte ham aldrig, så venskabet med ham er ikke rodfaestet i tragedien og er utvungent og ukompliceret. Rie vaerdsaetter den sjaeldne spontanitet og uforudsigelighed, han bringer ind i hendes liv, fortaeller hun.
Vil leve med fortiden
i
Jeg har aldrig brudt mig om min far
Selvom jeg smiler, er jeg ulykkelig
Langt det meste af tiden er hun dog alene i huset med minderne, som hun vaerner nidkaert om. Tøjet i vasketøjskurven, for eksempel.
– Jeg kan ikke få mig selv til at vaske hans tøj. Jeg kan ikke give slip. Jeg tror, at enhver kvinde genkender glaeden ved at tage sin mands T-shirt på og maerke hans duft. Det gør jeg stadig, siger Rie.
– Rent psykologisk betyder det nok, at jeg bør tage nogle af de grønne piller, ikke?
Hun smiler ad sin vittige bemaerkning. Med små skridt bevaeger hun sig ud af mørket og en ny tid. Hun vil ikke ’komme videre’, fordi det nu engang er det, man bør og skal. Og hun vil ikke fortraenge fortiden. Hun vil leve med den.
– Jeg tager bittebittebittesmå museskridt, siger hun med musestemme og smiler, fordi det var noget, hun og Anders kunne grine ad.
– Jeg kan traekke vejret nu, og jeg kan smile og mene det i to sekunder. Jeg må selv arbejde på at blive glad og lykkelig, og jeg gør det på min måde.
– Men selvom jeg smiler, er jeg ulykkelig. Jeg er ved at falde sammen.