Topboksers enke på vej ud af mørket: JEG SKAL LAERE AT LEVE IGEN
Langsomt bevaeger Rie Hugger sig ud i lyset med den ambition at vaere den støtte for andre, som hun selv savnede, da hun stod midt i sit livs krise
Hun har opfundet et ord for det, der kraeves for at baere en sorg, der synes at vaere ubaerlig. Selvmod. Man skal have selvmod. Mod på sig selv og mod til at vaere sig selv. Mod til at bearbejde sin sorg på den måde og i det tempo, man selv synes bedst om.
– Det er okay ikke at smile. Det er okay ikke at opretholde en facade. Man er klar, når man er klar, siger Rie Hugger, som har strittet imod, når systemet har forsøgt at presse hende ned i de kasser, som systemet nu engang har til rådighed.
– Når sådan noget sker, skal man partout afsted til psykolog, støttegruppe og sorggruppe og alt muligt. Men lad vaere med at putte alle ned i én boks. Alle er forskellige, og jeg har bare behov for at vaere mig selv og at vaere lige så ’crazy’, som jeg har lyst til at vaere. Manden og livet
Hun har trukket sin sorte manke vaek fra ansigtet og har tøjlet den i en tyk fletning, som når langt ned ad ryggen. Hun har en orange top på og en sort cardigan med aermerne trukket op. På højre underarm har hun fået tatoveret en lang kaerlighedserklaering til ’mi marido, mi vida’ – min mand, mit liv.
Det er okay ikke at opretholde en facade. Man er klar, når man er klar
Der kom en detektiv op i mig, og jeg kortlagde alt
Hver en sten har hun vendt i søgen efter en forklaring på, at Anders er vaek. Nogle dage efter hans død var hun tilbage i klubben. Nogen havde ryddet op og slettet alle spor efter festen. Hun ved ikke hvem, men ellers ved hun det meste om Anders’ faerden i de sidste dage. Hans mobil var vaek, selvom han altid holdt den taet til kroppen og aldrig gik