RIE HUGGER

Født:

28. februar 1982 Kenya (36 år).

Halvt kenyansk, halvt dansk. Opvokset i Mozambique og Danmark.

Mor

til Mike på 20 år. Uddannet

webredaktør og some og digital media manager. Desuden uddannet kontorassistent med speciale i administration. i nogen steder uden den.

– Jeg ledte overalt, men den er aldrig dukket op. Jeg har hentet alle oplysninger fra teleselskabet, så jeg ved, hvem han ringede til og sms’ede til, før hans mobil løb tør for strøm fredag nat, fortaeller Rie.

– Der kom en detektiv op i mig, og jeg kortlagde alt. Jeg ville have svar, og jeg kiggede alt igennem. Jeg gik i detaljer med alt. Jeg aner ikke, hvad der skete den eftermiddag i bokseklubben, men jeg ved, hvad der foregik indtil da, siger Rie, som stadig sidder tilbage med det store ubesvarede spørgsmål: Hvorfor?

Lang proces

Tynget af sin tragedie har hun ikke vaeret godt selskab i lang tid. Hendes sorg og smerte har skraemt de fleste Gift

med Anders Hugger 3. oktober 2012.

Dansk mester

i boksning (letvaegt) i 2014. Formand

for bokseklubben A. Olympia (2014-2017). Til 1. juli 2018

ansat i en skiltevirksomhed som digital mediechef. i hendes omgangskreds vaek. Hendes øjne lyser, når hun deler sine tanker om de forventninger, som folk har til mennesker i sorg. Forventninger om at se fremad og laegge fortiden bag sig. Måske endog forventning om at ’tage sig sammen’.

– Sorg er en naturlig proces, og den må ikke bremses. Jeg er overbevist om, at man står staerkere, hvis man får lov til at sørge i den tid, sorgen kraever for hver enkelt. Min proces er rigtig lang, men sådan må det vaere, siger hun og minder om, at de, der står og kigger på tragedien, også har noget at laere.

Angst for at møde bekendte

– De skal tage sig tid til at vaere der. De behøver ikke at sige noget. De skal bare vaere der og lytte, hvis der er behov. Og de skal vaere der mere end et par måneder, siger Rie, som først for nylig er begyndt at bevaege sig ud i den odenseanske hverdag.

– Man skal forstå, at man ikke kun mister den, der er vaek. Man mister også sig selv. Tabet af min mand er enormt, men tabet af mig selv er lige så stort.

– Jeg ved ikke, hvordan det er at have et liv, for jeg har i flere år isoleret mig hjemme. Jeg er socialt akavet, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme i gang. Jeg skal laere det hele fra bunden.

Hendes største angst ved at forlade hjemmet og måske gå en tur i et butikscenter er at møde en bekendt, som reflektorisk spørger, hvordan hun har det. Hun ved, at hun ikke kan lyve, og hun ved, at alle flygter langt vaek, når de konfronteres med den virkelighed, hun lever i.

– Det er blevet så moderne, at alt skal vaere perfekt. Jeg kunne godt taenke mig, at folk ikke var bange for at fortaelle, hvordan de virkelig har det.

– Hvorfor ikke vaere aerlig? Hvorfor ikke virkelig mene det, når man spørger, hvordan folk har det? Og vaer så parat til at høre sandheden. Forvent og kraev sandheden frem for blot at vaere tilfreds med en floskel om, at alt er i orden, siger hun.

Naboen, der bare kom

Der er få af den slags mennesker, erkender hun. Veninden Britt er et af dem. Hun er Ries mest faste støtte. Hun er den, der altid har vaeret der. Den, der altid har taget sig tid, selvom hun har tre børn at passe. Hun er guld, siger Rie.

En anden støtte bor skråt over for hende i parcelhuskvarteret i det nordlige Odense. Naboen Mersiha gjorde, hvad Ries venner burde have gjort, siger Rie.

– Hun kom og var her bare. Det gør hun stadig. Hun kommer med mad eller bare en flaske vand eller en bamse. Eller ingenting. Uden hende havde jeg ikke vaeret her i dag. Hun er min skytsengel.

– Hun kan se lige igennem mig. Hun kender mig. Det er der er ikke mange, der gør. De ved, hvem jeg er, men de kender mig ikke. Med Anders var jeg den bedste udgave af mig selv, men jeg ved ikke, hvad det er i dag, siger hun.

– Jeg ved ikke mere, hvem jeg er. Det er jeg i gang med at finde ud af.

Rie Hugger har lavet hjemmesiden selvmod.com som et forum for sorgramte.

Ambitionen er at kunne danne nogle faellesskaber, hvor sorgramte kan hjaelpe hinanden ved at tale sammen og vaere der for hinanden.

Sorg er en naturlig proces, og den må ikke bremses