Når kaerligheden keder
Langt de fleste i parforhold keder sig før eller siden. Tro mig, det gør singler også; gaber kaeberne af led, enten fordi der sker for lidt eller for meget. Der er naturligvis også dem, der trives med rutinen. Som holder af hverdagen, og som aldrig ønsker sig andet og mere.
Og så er der os andre. Som vist i virkeligheden er flere mennesker, end man skulle tro. Vi keder os indimellem noget så gudsjammerligt, og straks vandrer øjet og tanken, fordi vi er skruet sådan sammen, at kedsomhed skal undgås for enhver pris. Men skal den nu også det? Og hvorfor tror vi, at et andet menneske eller en ny oplevelse kan trylle spindelvaevet vaek?
Kedsomheden kan komme af mange årsager, men primaert handler det om, at forudsigeligheden har aedt sig ind som en orm, der gnaver lige så stille. Men hvad fanden stiller man op med det? Og med sig selv, hvis man keder sig med ham eller hende, man elsker?
FØRST OG FREMMEST
bør du nok indse, at det primaert handler om dig selv, hvis du keder dig. Du er nødt til at forstå, at det aldrig, aldrig, aldrig kan vaere et andet menneskes ansvar at gøre dig lykkelig og at gøre dit liv spaendende. Og omvendt, ikke at forglemme. Hvis den anden i tosomheden lader dig høre på en masse bullshit om, at de ville have det så meget federe og sjovere, hvis du ikke var så kedelig, så må du bare melde hus forbi og smutte. Simpelthen.
Og hvis du selv er den, der stirrer dig blind på den andens kedsommelige facon og mener, at det er den, der holder dig tilbage, så tag en dyb indånding, og se dig selv i spejlet. Det er såmaend bare dig selv.
DU KAN BEGYNDE
med at se på, hvorfor du keder dig. Og igen, det handler mere om, hvorfor du reagerer på din partner, end hvad han eller hun gør eller ikke gør. Det er supersvaert og virkelig irriterende at skulle se sig selv i øjnene, men der er ingen vej udenom. Er det din barndom? Din personlighed? Eller noget helt andet? Kedsomhed er som regel et symptom på noget andet, men det er så nemt at pege på andres fejl frem for at erkende og aendre sine egne. Plus, når man hakker, så er man jo beskaeftiget og keder sig lidt mindre. Har jeg hørt.
MEN HVAD MED
den, der bliver set som en tør kiks? Dybest set har sådan et menneske jo bare andre vaerdier og et lavere intensitetsniveau end os ’fart og tempo’-typer. Og langt de fleste af dem har det helt fint med det. Vi kan synes, de mangler både dette og hint, men det er, fordi vi ser på dem, og ser os selv – og ved, at vi aldrig selv ville stille os tilfreds, men er sultne efter mere.
Sådan er jeg. Altid i fart, altid sulten og nysgerrig. Jeg kan have svaert ved at nøjes med de simple glaeder og kaemper nogle gange med at komme helt ned i gear. Jeg mener grundlaeggende, at vi bør få det meste ud af livet, mens vi har muligheden – og derfor ender det ofte med, at jeg klør på, indtil jeg dratter omkuld. Og så på den igen.
JEG MØDTE EN
mand, der er lige omvendt af mig. I starten måtte han bogstavelig talt holde om mig, som man gør med et hidsigt barn, før jeg kunne falde ned og flade ud i hans favn. Og der skete vitterlig ingenting. Blot en faldende puls, to hjerter i takt og alt det jazz. Det var jo faktisk meget rart, når jeg havde vaennet mig til fravaeret af drama og følelsescirkus. Ikke så meget pis med ham der, og det var jeg ikke lige vant til.
Men nogle gange også lidt farveløst. Han havde langt nemmere ved at acceptere mig, som jeg er, end jeg havde ved at indse, at han faktisk var ovenud tilfreds med sit liv, saerligt efter at have mødt mig. Jeg syntes, han manglede noget, og fandt ud af, at det ikke var ham, men rent faktisk mig.
Du er nødt til at forstå, at det aldrig, aldrig, aldrig kan vaere et andet menneskes ansvar at gøre dig lykkelig
Og det er mig, der er weird, så jeg nemt kommer til at misforstå manglen på kulør og ramasjang som en manglende entusiasme
Det er så nemt at bilde sig selv ind, at folk, der kraever meget af en, er kraevende, fordi de elsker én. Det er ved den søde sommergrød ikke altid sandt.
Og det er mig, der er weird, så jeg nemt kommer til at misforstå manglen på kulør og ramasjang som en manglende entusiasme. Over for mig selv, over for verden. Så jeg stod ofte som en anden Ghita Nørby i en alt for vild kjole og slog ud med armene, mens jeg udbrød: Jamen vil han da ikke livet!
JEG TROR, JEG
er ved at indse, at når jeg ser hans glas med Aperol og ønsker, at det flyder over, som var det Tiberen, føler han selv, at det er mere end halvfuldt. Han er glad.
Men hvad så? Betyder det, at jeg skal stille faerre krav til mig selv, skrue ned for armbevaegelserne og min evige nysgerrighed? Nøjes med mindre, fordi den anden kan? Skal du? Jeg tror det ikke. Men jeg skal vaenne mig til det. Også til, at i dette forhold er det ikke ham, men rent faktisk mig, der er besvaerlig. Og at det er okay. For sådan er jeg, og det er ikke hans problem.