Michael Rasmussen
(Ekstra Bladet): Ikke siden 1985 ESPELETTE har en franskmand vundet Tour de France, så nu begynder man hernede at efterlyse forandring, som forhindrer giganter som Team Sky i at dominere løbet år efter år.
Og de har ret. Tiden er faktisk inde til en ny fransk revolution, men det er den franske selvforståelse, der må revurderes, hvis den stolte nation på ny skal blive en absolut magtfaktor i cykelsporten.
så vidt ligeglad med, om en JEG ER FOR franskmand nogensinde igen vinder Tour de France, men når staerke franske kraefter begynder at kraeve regelaendringer for at staekke vingerne på udenlandske konkurrenter – for det er tydeligvis det, der er tanken – må man råbe vagt i gevaer.
Avisen ’Aujourd’hui’ opridser tiltag, som kan ’relancere showet’. Der er tale om et budgetloft, så man (laes: Team Sky) ikke kan købe sig til teknologiske fordele og dyre hjaelperyttere, som alle andre kun kan drømme om.
om forbud mod radiokommunikation, DER ER TALE så rytterne ikke blindt lader sig styre af sportsdirektøren i servicevognen. Og så er der tale om nytaenkning af ruten, så total kontrol på etapen vanskeliggøres. Kortere etaper, som den blot 65 kilometer lange etape i Pyrenaeerne i år, lovprises også som en nyskabelse, der kan blande kortene og forny Tour de France.
Lad mig lige hurtigt skyde forslagene ned et for et: I en tid, hvor sporten sukker efter sponsorer, er det absurd at saette begraensninger for sponsorater. Man kan ikke jagte sponsorer, men takke nej, fordi en sponsor vil betale for meget.
Selvfølgelig skal RADIOKOMMUNIKATION? ryttere og sportsdirektører kunne kommunikere. Ville franske fans vaere glade, hvis nationalhelten Romain Bardet ikke havde kunnet kalde på hjaelp, da han punkterede på Mûr de Bretagne? Naeppe.
Nytaenkning er altid velkommen, men lad os nu huske, at det var fredagens lange bjergetape i Pyrenaeerne, der gav os det bedste cykelløb, vi overhovedet fik at se i årets Tour de France. Det kunne hverken den latterlige ’grid-start’ eller den korte distance på onsdagens Pyrenaeer-etape give os.
foreslår til sidst, at fransk cykling ’AUJOURD’HUI’ skal fostre en ny stjerne. Ja tak, men det kan man ikke sikre ved hjaelp af regelaendringer. Hvis de franske hold derimod begyndte at internationalisere sig i stedet for kun at satse på franske ryttere, ville der givetvis begynde at ske noget.
Se blot på den tid, da Bjarne Riis fyldte sit hold med danske ryttere. De absolut bedste Riis-hold i Tour de France havde højst et par danskere i startopstillingen.
På de fem franske hold i årets Tour er der blot ni udlaendinge. 31 ud af 40 ryttere på de franske hold er franskmaend, mens der i feltet blot er fire franskmaend, der ikke kører på franske hold. Sproget på de franske hold er fransk, kulturen er fransk og mentaliteten er fransk.
og ikke mindst Asbjørn CHRIS ANKER SØRENSEN Kragh Andersen har i umisforståelige vendinger ladet forstå, at det ikke var nemt at falde til på de franske hold, de kørte for, og som jeg hører det, har Michael Carbel det også svaert på Fortuneo-holdet.
De franske hold har i årtier afskåret sig selv fra international inspiration. Fransk cykling har lukket sig om sig selv i en selvtilstraekkelighed, som gør alt andet end at udvikle sporten i Tourens hjemland.
Det er dér, revolutionen skal finde sted.