DEMENSEN KOM SNIGENDE
’MOR SMUTTEDE VAEK MELLEM FINGRENE PÅ OS’
’Skal det vaere sådan, så må det vaere sådan!’
Det var Merethe Stagetorns ord til advokat-sønnen Henrik, da hun i august 2017 var nødt til at forlade sin lejlighed i Store Strandstraede i hjertet af København og flytte ind i et lille vaerelse på et plejehjem få minutters gang vaek.
– Det var selvfølgelig en tung samtale, og i den sidste tid var mor indimellem praeget af mismod. Men hun var ikke vred. Hun erkendte, at hun var syg, og det var hele vejen igennem karakteristisk for hende. Hun var fuld af selvindsigt og realisme, siger sønnen Henrik Stagetorn.
I en alder af 75 år er en af Danmarks mest kendte og respekterede forsvarsadvokater igennem en årraekke nu død.
En stor karriere og et lykkeligt familieliv er i løbet af to år rindet ud for den fordomsfrie og ofte humoristiske jurist, der engageret tog udstødte enere i forsvar.
Hun markerede sig isaer i offentligheden som forsvarsadvokat for politikerne Mogens Glistrup og Peter Brixtofte, Tvind-stifteren Mogens Amdi Pedersen og for den desperate morfar Jørgen Saugsted, der i 2015 skød og draebte sin svigersøns advokat på åben gade.
Kunne ikke åbne døren
Merethe Stagetorn bukkede søndag formiddag på plejecentret Nybodergården under for den demens-sygdom, hun pludselig blev diagnosticeret med i sommeren 2016.
Sygdommen trak en snigende, men meget hurtig svaekkelse med sig
– Vi opdagede det ved, at hun pludselig ikke kunne åbne en dør. Selv tog hun det i stiv arm.
Hun syntes, det var møghamrende aergerligt, men ringede straks og fortalte det til veninderne. Hun fortiede ingenting. Det gjorde hun aldrig, siger Marianne Stagetorn.
Sygdommen trak en snigende, men meget hurtig svaekkelse med sig, som i løbet af to år fjernede Merethe Stagetorns ellers staerke kondition og skarpe formuleringsevne.
Kort efter dødsbudskabet var hendes børn, svigerbørn og fem børnebørn ved hendes side.
Som de var dagligt også i de sidste døgn af hendes liv.
Vi graed og grinte
– Vi var samlet og graed og grinte hele eftermiddagen. Lige nu føler jeg mere glaede over at have oplevet så fint et menneske end sorg over at have mistet hende. Men det er meget trist, at det er slut. Mor skulle vaere blevet 100 år. Jeg ville så gerne have beholdt hende, siger Marianne Stagetorn.
De to mennesker, der var taettest på hende – sønnen og
Mor tog det med oprejst pande, men var også aergerlig over at få det demens-praedikat haeftet på sig
advokaten Henrik samt datteren Marianne, der ejer og driver konditoriet La Glace – fortaeller her i dyb respekt for deres mor om hendes sidste tid.
De beretter om de sidste måneder i den opgang, hvor hun boede på 4. etage og havde sine naermeste familier i lejligheder lige over og under sig, og om nedturen på det plejehjem, som hun med Mariannes ord endte med at beskrive som ’fint nok’.
– Personalet var fantastisk. Jeg har stor respekt for den kaerlige pleje, de gav hende, siger datteren.
Merethe Stagetorns søn og datter var begge meget taet på deres mor, som mistede sin aegtefaelle og deres far, advokat Ove Stagetorn, i 2014. I den første tid passede de hende med hjaelp fra en husholderske i Store Strandstraede. Det kunne vaere en udfordring.
– Mor tog det med oprejst pande, men var også aergerlig over at få det demenspraedikat haeftet på sig. Hun var jo en meget selvstaendig dame, og nogle gange brød hun sig ikke om, at der skulle komme folk og holde øje med hende, siger Marianne Stagetorn.
Alternative ord
Henrik Stagetorn lagde isaer maerke til, at moderen – intelligent som hun var – fandt på alternative ord, når hun
Hun kunne have haft den sjoveste alderdom. Hun har virkelig trukket det store laes, og hun passede altid på sig selv. Dyrkede masser af motion, røg ikke og drak naesten ikke
ikke lige kunne huske, at ’torvet’ egentlig hedder Sct. Annae Plads.
Langsomt blev moderens tale mere uklar, og den engang så knivskarpe hukommelse svigtede mere og mere.
– Heldigvis var det kun de sidste to år, der var svaere for hende, og for os andre var det trist at vaere vidne til, at hun på den måde smuttede vaek mellem fingrene på os. Heldigvis var hun god til at nyde erindringen om de gode år i sit privatliv og karriere, siger Henrik Stagetorn.
Han kan ikke lade vaere med at dvaele ved, at hans mor fortjente bedre.
– Mor kunne have haft den sjoveste alderdom. Det ville hun have fortjent. Hun har virkelig trukket det store laes, og hun passede altid på sig selv. Dyrkede masser af motion, røg ikke og drak naesten ikke. Betingelserne for at få et fantastisk otium var til stede, men sådan blev det så ikke, siger sønnen.
Marianne Stagetorn glaeder sig over, at hendes mor også i den sidste svaere tid var så ’afklaret og klog’, at dagligdagen og planlaegningen af hendes bisaettelse forløb roligt og ordentligt med hende selv som ankerkvinde.
Ingen smerter
– Heldigvis havde hun ingen smerter, og hun røg ikke ind og ud af hospitaler, så det var meget skånsomt. Vi havde mange gode snakke, og vi var så taette, at der ikke var noget, der havde hobet sig op, siger Marianne Stagetorn, som igennem mange år ordnede verdenssituationen under sin og moderens daglige travetur fra klokken syv.
I de sidste otte dage vidste alle, hvad der var på vej. Kontakten til Merethe Stagetorn blev mere sporadisk, og med sønnens formulering forsvinder indholdet af samtalerne med hende ’i tågerne’.
For Marianne Stagetorn var afskeden en ’ud af kroppen-oplevelse’, hvor hele familien sagde farvel flere gange.
Merethe Stagetorn bisaettes fra Garnisonskirken i København. Der er endnu ikke sat dato på højtideligheden, der varetages af tidligere biskop Erik Norman Svendsen.