Min egen grænse for kvindekampen er nået Opinionen
have fulgt meget MAN SKAL IKKE med i den offentlige debat for at lure, at kvindekampen lever i bedste velgående. # metoo- temaet har fyldt meget. Netop kønnenes interaktion med hinanden er forståelig nok noget, der kan få bølgerne til at gå højt. Mandens og kvindens indbyrdes forhold er hele forudsætningen for vores eksistens, så det er ikke underligt, at mange følelser er i spil. Af samme grund har klummer om feminisme og maskulinisme været en sikker shitstorm.
Alligevel vover jeg pelsen og melder helt klart ud, at min grænse for sympati med kvindekampen er nået med fænomenet ’ manspreading.’
om et øjeblik. Først TILBAGE TIL DET et kort blik tilbage på de sidste par års resultater. Mit indtryk er, at mange mænd fik en brat opvågning, hvad angår deres håndtering af det modsatte køn. Det lader til, at en del mænd uden at tillægge det nogen større væsentlighed har klappet kvinder bagi, råbt seksuelle tilnærmelser og i det hele taget opført sig ubehageligt i det offentlige rum.
Bevares, der vil altid findes idioter, så vi kommer nok aldrig helt i mål, men vi har taget et kvantespring i den rigtige retning, fordi kvindernes holdning til den slags primitive tilnærmelser nu er soleklar. Ingen kan på nuværende tidspunkt u- inviteret klappe en kvinde bagi og efterfølgende sige, at de troede, det var velkomment. Det er slet og ret uacceptabelt.
af og til mænd skrive, at JEG LÆSER man nu nærmest ikke kan kommunikere med kvinder, fordi man er bange for at være krænkende. Det må tilskrives en solid mangel på empati og generel evne til at afkode andre mennesker.
Flirten er ikke aflyst, men at blive raget på brysterne, fordi man tilfældigvis har nogle, er forkert. Og det bør ikke være svært at afkode, hvor vi er henne på den skala, hvis man tænker sig bare lidt om. Det siger simpelthen mere om dig end noget andet, hvis du ikke kan se problemet i de systematiske overgreb, kvinder har været udsat for i årevis.
synes jeg, at # metoo har KORT SAGT været et tiltrængt spark i skridtet til mænd uden grænser og en vær- difuld reminder til alle os andre. At det i processen har ført til meget konkrete sager mod en række magtfulde mænd ( Weinstein, Cosby osv.) er jo kun glædeligt på en særdeles sørgelig baggrund.
Jeg skriver dette for at slå fast, at jeg ser kampen for kvinders ret til at blive respekteret som 100 procent nødvendig og vigtig. I 60’ erne, nu, og formentlig også om ti år. Alligevel kan jeg mærke, at vi er nået til en sag, der udmatter mig.
’ er slet og ret en MANSPREADING’ betegnelse for mænds brede benstilling, eksempelvis i offentlig transport. Jeg troede indtil for nylig, at det var en humoristisk ironiseren over kvindekampen. En slags ’se- hvor- langt- vi- kan- drivedet’- joke. Men jeg kan til min store forfærdelse google mig til, at nogle mennesker rent faktisk ser brede ben som et reelt samfundsproblem.
På det konkrete plan, fordi der ikke er plads på sædet ved siden af, men på det mere abstrakte plan som en metafor for mandens sociale dominans. Nej, nu stopper festen. Der må være en bagatel- grænse for, hvor ligegyldige ting vi kan ophøje til et problem mellem kønnene.
faktisk konceptet manspreJEG SER ading som en direkte hån imod alle de vigtige issues, der mangler at blive fikset, så kvinder kan eksiste- re frit, sikkert og ligeværdigt i vores samfund.
Fænomenet er meget rammende blevet karakteriseret som en slags karikatur på feminisme, fordi benplads simpelthen er så banalt, at det åbner op for uoverskueligt mange situationer, der nu også kan skrives ind i kønskampen. Hvad med mænds tendens til at gå midt på fortovet ( man- centering), mænds tendens til ikke at ville smide gamle ledninger og strømforsyninger ud ( man- hoarding) og mange andre ligegyldige ting.
vil sige, at jeg da ikke KRITIKERE skal bestemme, hvad der krænker andre. Det skal jeg bestemt heller ikke.
Jeg anfægter hverken den juridiske eller moralske ret til at rejse det som et problem, men jeg beder bare afsenderne genoverveje, hvorvidt de gerne vil optage mænds begrænsede kognitive kapacitet ( man- confusing) med så triviel en sag, der kan håndteres helt enkelt ved et: ’ Er du sød lige at flytte benene!’
Ingen kan på nuværende tidspunkt u- inviteret klappe en kvinde bagi og efterfølgende sige, at de troede, det var velkomment
yder denne sag ikke feI MINE ØJNE minismen ret. Den er derimod et oplagt mål for latterliggørelse. Af samme grund har internettet morsomt nok opfundet kontra- begrebet ’she- bagging’, som er kvinders tendens til at stille deres tasker og poser på sædet ved siden af, så der heller ikke kan sidde nogen.
for at tolke de brede I STEDET FOR ben som mandens forsøg på at kræve rummet på grund af overmåde store og imperialistiske testikler kunne vi tilskrive fænomenet almen dårlig dannelse og håndtere det derefter. Med andre ord mener jeg, at der bør være grænser for, hvilke dagligdags problemer vi kan udvande den vigtige kvindekamp med.