SKIPPER VIL VAERE EN NY TULLE
Enhedslisten, at FORLEDEN MEDDELTE partiet er klar til at stille sig i spidsen for en kommende rød regering – og gerne med Pernille Skipper som statsminister. Fraekt og modigt, men også lidt til grin på Christiansborg.
For nu har den røde blok ikke mindre end tre statsministerkandidater, og fortsaetter det på den måde med splid og ballade, er sandsynligheden for, at de blå løber med sejren rimelig stor. Men for Enhedslisten er dette ikke pjat.
brugt de seneste TVAERTIMOD HAR PARTIET år på et saerdeles grundigt analysearbejde, hvor man har taenkt hele den taktiske og strategiske situation igennem op til og efter et kommende valg.
Enhedslisten er i dag et konsolideret parti med masser af folk i regioner og kommunalbestyrelser – og efter naeste års EU-valg formentlig også i EuropaParlamentet. EL ser et Europa, hvor de gamle partier falder sammen. I Sverige, Norge, Tyskland, Spanien og Frankrig er de socialdemokratiske partier skygger af det, de var engang. Og nye alliancer og partier opstår. Det regner EL også med vil praege dansk politik endnu staerkere i de kommende år.
konklusionen på alle SKAL MAN GIVE
EL’s overvejelser, lyder den meget enkelt: Enhedslisten vil vaere venstrefløjens svar på Dansk Folkeparti. Pernille Skipper vil som politisk leder for EL have samme status, som Kristian Thulesen Dahl har det for DF’erne. Man vil ikke bare opleves som et halehaeng til Socialdemokratiet, ligesom DF ikke er det til V, men som et selvstaendigt parti, der har krav på at blive bedømt af vaelgerne som sådant, og som har indflydelse i overensstemmelse med sit mandattal. Med Skipper ved rorpinden er Enhedslisten nok blevet mere venstresnoet – men også mere magtbevidst.
SKIPPER, Pelle
FOR ENHEDSLISTENS
Dragsted, Jakob Sølvhøj, Søren Søndergaard, Nikolaj Villumsen, Stine Brix og Johanne Schmidt-Nielsen er det ingen selvfølge, at en rød regering til evig tid skal ledes af en socialdemokrat. Hvis EL sammen med SF og Alternativet har mindst samme mandattal som S, bør det ikke vaere en given ting, at ingen af de andre partier kan stå i spidsen.
er den tanke utopisk, LIGE NU OG HER for selvom EL med sine 14 mandater er Folketingets fjerdestørste parti, mangler både SF og Alternativet i ligningen. SF’s Pia Olsen Dyhr står last og brast med Mette Frederiksen, og Alternativets Uffe Elbaek kan ingen rigtig regne med. Han siger noget den ene dag, noget andet den naeste. Han løber fra aftaler. Går i medierne med sager, som partierne ellers har drøftet fortroligt. Og i sidste ende aner ingen, om det slutter med, at han støtter Lars Løkke, forlader dansk politik eller stiller op som kejser af Kina.
’Vores førsteprioritet er klart at danne en grøn, socialt progressiv regering til venstre for Socialdemokratiet. Det er det, vi går efter’, sagde Pernille Skipper sidste uge til Jyllands-Posten og føjede
Man vil ikke bare opleves som et halehaeng til Socialdemokratiet
til, at hvis ’Enhedslisten, SF og Alternativet tilsammen bliver større end Socialdemokraterne, så går vi efter at kunne danne regering også gerne med Enhedslisten i spidsen’.
I FØRSTE OMGANG vil partiet på naeste uges gruppemøde beslutte en strategi, som indebaerer, at hvis der efter valget bliver rødt flertal, vil EL forlange grundige og formentlig langvarige forhandlinger med Mette Frederiksen, inden man vil godkende hende som statsminister. Ender det med en aftale og et regeringsgrundlag, som EL kan nikke ja til, bliver Mette statsminister. I modsat fald vil de meddele majestaeten, at EL ikke peger på Mette, men heller ikke på Lars Løkke. Begge må regne med, at EL vil støtte et mistillidsvotum.
har partiet bygget op DEN HÅRDE LINJE til over flere år. Perioden med Thorning og Corydon sled makkerskabet helt i stykker. EL stoler simpelthen ikke på S over en dørtaerskel. Isaer det berømte skatteforlig, hvor Helle Thorning efter Johanne Schmidt-Nielsens opfattelse ’pissede’ på vaelgerne, har trukket lange spor. Det var dengang, EL åbent kaldte socialdemokraterne for ’svin, svin, svin’ og ’røvhuller’. Sådan taler de trods alt ikke til hinanden i dag. Men glemt er forløbet ikke.
Derfor har Enhedslistens folketingsgruppe sikret sig mandat fra deres staerke hovedbestyrelse, som betyder, at man i en given situation vil kunne vaelte en S-regering. Sådan har det ikke vaeret tidligere. Ligeledes har partiet med sin ambitiøse, omfattende plan ’100 dage med Enhedslisten’ givet bud på store aendringer og røde reformer, hvis man fik magten. Alt sammen for at understrege, at EL ligesom DF vil opfattes som et seriøst bud på et regeringsparti, der går efter magten og er klar til at bruge den. Nøjagtig som Thulesen Dahl og DF.
er, at deres projekt ENHEDSLISTEN PROBLEM har laengere udsigter end Mao Tsetungs lange march i 1934. Den varede et år og kostede 100.000 livet. Så blodig bliver Enhedslistens march heldigvis ikke, men formentlig bliver den mere langvarig.
På gruppemødet i naeste uge vil EL også praesentere oplaeg til sundhedspolitik, et grønt udspil samt oplaeg omkring finanssektoren – bl.a. i lyset af Danske Banks hvidvasknings-skandale. Men tyngden bliver det politisk-taktiske – og isaer forholdet til S.
at taenke over. For Skipper DER ER NOK har et kaempeproblem. Og det handler lige praecis om Kristian Thulesen Dahl og DF. For hvad hjaelper det, at Skipper truer med ikke at ville støtte en S-regering, hvis Thulesen Dahl traeder ind på scenen og siger, at den sag klarer han.
Hvis S, DF og SF tilsammen får flertal – hvad rigtig mange meningsmålinger peger på – behøver Mette Frederiksen slet ikke Pernille Skippers stemmer. Så kan S, DF og SF køre selv. Indimellem med hjaelp fra R og de blå.
Og så må Enhedslisten med Pernille i spidsen genoptage den lange march.