FOR NEM AT LOKKE
Først fightede han sig forbi en barndom med en voldelig og fordrukken far, så sloges han med det øvrige felt fra de unge konkurrenter i DDR til de store Tour-stjerner og besejrede både bjerge og rivaler.
Så sloges han med et misbrug, der eksploderede fra fed mad og vin over 90’ernes dopingpraeparering til narkotika med sine indre daemoner og dårligt selskab – sig selv indbefattet. Og tabte.
Det hele kulminerede på et hotelvaerelse, der flød med beviser på hans usunde levevis, hvorfra Jan Ullrich blev ført bort af politiet efter en anmeldelse for grov vold mod en prostitueret.
Den 44-årige nu meget tidligere cykelstjerne har ramt bunden med et brag, og nu håber gamle kolleger og venner, at han får hjaelp og finder kraefter til at klare en bjergetape helt uden for kategori.
– Jeg er virkelig nervøs for hans situation, og derfor er jeg lettet over, at han nu er i professionelle haender. Jeg håber, at han ultimativt kommer tilbage til sin familie, siger Jens Voigt, mangeårig kollega og tysk landsholdskammerat, til Ekstra Bladet.
Highway to hell
Jens Voigt naevner andre tidligere – og tidligt afdøde – cykel-kolleger som skraek-eksempler på de nedture, der følger, når karriere-kaeden falder af.
– Jan gik fra at vaere en helt, der blev tiljublet af en million tilskuere på Champs-Élysées, til at vaere en nobody, der boede i Schweiz, og som ingen laengere ringede til, konstaterer han.
– Det var hårdt for ham, da hans karriere sluttede, for han var ikke klar til det mentalt. Han talte aldrig offentligt om sine problemer, men han kaempede med dem. Der var ingen plan B, og så mødte han folk, der foregav at vaere hans venner, men som kun var der på grund af hans navn og hans penge, fortaeller Voigt.
– Jans største svaghed er, at han er så nem at påvirke. Derfor var han også let at lokke til at feste.
– Det er mere bekvemt at vaelge den brede ’highway to hell’ end den smalle ’stairway to heaven’, og når du først er kørt ned ad den, er det svaert at dreje fra, konstaterer cykelkollegaen.
– Den unge Jan er stadig derinde et sted, og jeg er overbevist om, at han gerne vil ud. Men han er 44 år og ingen uskyldighed. Han må selv tage ansvar, fastslår Jens Voigt.
Dårlig omgangskreds
Danske Brian Holm, som er både Jan Ullrich og Jens Voigts tidligere holdkammerat og sportsdirektør, husker det unge supertalent som en glad og positiv, men også genert og lidt naiv ung mand, da den tidligere amatør-verdensmester på en ret stor klinge trådte ind i det professionelle cykelmiljø.
– Han blev siden kaldt ’århundredets talent’ i en bog, og det passede meget godt. Han kunne noget, vi andre ikke kunne. Han havde en kaempe motor, var elegant på en cykel og kunne begå sig i feltet, husker Holm, der var holdkammerat med Ullrich og Bjarne Riis hos Telecom i årene 95-97.
Riis vandt Tour de France i 1996 og trak Ullrich med på podiet, før tyskeren året efter kørte fra danskeren og blev den første og indtil videre eneste tyske Tour-vinder.
Siden blev Holm i 2004 chef for Ullrich, da holdet hed T-Mobile.
– Og på det tidspunkt kunne jeg ikke kende ham igen. Der var sket noget mentalt med ham. Nu var han en fyr, der havde fået nogle dårlige vaner, og en omgangskreds, jeg ikke brød mig om.
– Vi blev decideret uvenner under Tyskland Rundt, fordi han ville drikke vin om aftenen. Jeg taenkte, at nu blev jeg nok arbejdsløs, for han var så stort et navn, men på et efterfølgende møde holdt han trods alt hånden over mig.
– Han spiste også alt for meget, og han omgav sig med nogle deciderede idioter, konstaterer Brian Holm.
Ikke et ønskebarn
Den sidste type havde Jan Ullrich ulykkeligvis vaeret vant til at møde fra barnsben hjemme i Rostock i DDR. Den første var Werner Ullrich, hans far – en alt for tørstig betonarbejder, der blev voldelig over for sin familie, når han var fuld.
– Jeg var ikke noget ønskebarn, har Ullrich selv fortalt i en biografi.
Hans mor, Marianne, var 21 år, da hun fik Jan og havde allerede to år tidligere født storebroderen, Stefan, og siden fulgte lillebror Thomas.
Werner foretrak sine drikkebrødre, mens Marianne knoklede for at brødføde den lille familie.
– Jeg kendte ikke min far ret godt, har Jan Ullrich, der selv har et ar i hovedet efter en faderlig røvfuld som seksårig, fortalt, men Werner laerte ham dog i samme periode at cykle, før han forlod familien.
I begyndelsen havde han weekend-samkvem med sønnerne, men det døde hurtigt ud, og da han efterlod deres julegaver i opgangen, var signalet ikke til at tage fejl af.
Hans forsvinden var en lettelse, og Jan så først sin far igen som 20årig under et gadeløb i Berlin. Fra maengden råbte hans far på ham og stak ham en lap med sit telefonnummer. Jan puttede den i lommen, men da det regnfulde løb var overstået, var papirets tal ulaeselige. Werner Ullrich døde i 2013.
Karrieretruende last
Flere faderskikkelser skulle følge i cykelkarrieren, der tog fart, da moderen i sin hvide Trabant kørte sin 13-årige søn til en typisk DDRidraetsskole i Berlin. Et ophold, der er beskrevet i journalist Andreas Burkerts bog.
Vi blev decideret uvenner under Tyskland Rundt, fordi han ville drikke vin om aftenen
Jan gik fra at vaere en helt, der blev tiljublet på Champs-Élysées, til at vaere en nobody, der boede i Schweiz
Her mødte han cykeltraenerne Peter Sager og Peter Becker, og siden blev forretningsmanden Wolfgang Strohband hans manager, ligesom sportsdirektøren Rudy Pevenage trådte taet ind på ham. Onde tunger haevder ifølge bogen, at de sidstnaevnte mere har levet af hans succes end beskyttet ham.
For de unge DDR-ryttere var amatørernes Fredsløb i Østeuropa det største i verden, mens Tour de France var en uvirkelig størrelse, som de måtte snige sig til at følge via vestlige tv-kanaler.
Jans søde tand blev også fodret via dyrt hentet luksus fra det forbudte Vesten, gerne en plade Lindt-chokolade. Og siden blev de søde sager en decideret – og karrieretruende – last.