Tre år som patient

Selvom Claus Grønborg kører den helt graensen, når han er til genoptraening, bliver kroppen aldrig, som den var før. Armen er vaek. Benene bliver aldrig helt gode, og hans baekken er sat sammen som et puslespil.

– Baekkenet er vredet, når jeg går, så jeg vil altid komme til at vralte. Og mit lårben er 1,7-2 cm for kort, fordi de skulle lave det, mens jeg lå ned. De kunne ikke lave det anderledes, siger Claus Grønborg med ukuelig taknemmelighed over for de laeger, der har behandlet ham gennem hele mareridtet. til

på Rigshospitalet, fik han en halvsidig blodprop i hjernen, som har sat sig på talen.

– Det skal jeg laere at leve med. Måske kan jeg laere at tale bedre. Jeg har laert, at jeg skal tale langsomt. Men det er svaert, siger Claus Grønborg.

Jeg var bange for, at jeg aldrig kom op af sengen og ville blive en grøntsag

– Kan du maerke, at du bliver traet oppe i hovedet?

– Ja. Min tale er det første, jeg kan måle det på. Jeg vrøvler lidt og taler tungt. Bogstaverne s, p, t kan jeg ikke rigtig sige, fortaeller han.

– Har der vaeret et tidspunkt, hvor du har vaeret taet på at opgive?

– Jo, jeg var bange for, at jeg aldrig kom op af sengen og ville blive en grøntsag. Min tanke var, at jeg ville blive en belastning for andre, siger han, mens der kommer lidt vand i øjnene på den ellers konstant smilende mand.

på Rigshospitalet laerte ham at parkere de tanker i nogle kasser.

– Jo, jeg er en belastning. Men jeg er ikke meget en belastning. Dem, der tager sig af mig og hjaelper mig, er dem, der vil, siger Claus Grønborg, der to gange om ugen går til genoptraening hos fysioterapeuten Laila Frimand.

Han har allerede nu en traeningsprotese, som han tager på for at genoptraene musklen i skulderen, men den har ingen finmotorik.

Han forventer først at vaere ude af hospitalsvaesnet om tre år, fordi hans knogle først skal forlaenges, så han kan få en protese, der kan styre fingrene enkeltvis med impulser fra musklen.