Opmaerksomheden er rettet mod, om folk traekker vejret dårligt, eller hvis man hoster meget. Gør de det, får vi dem undersøgt
– Man skal ikke undervurdere fornemmelsen af ikke at kunne få luft. Det er saerdeles invaliderende og angstprovokerende, hvis ikke man ved, hvordan det skal takles.
I Laila Barkanis arbejde som lunge-sygeplejerske på Herlev Hospital besøger hun patienter i et slemt stadie af KOL. De har ofte mange indlaeggelser bag sig. De patienter, hun har passet, har i flere tilfaelde opdaget deres KOL i forbindelse med en lungebetaendelse. Men også fokus på sygdommen – blandet andet via mediedaekning af den årlige internationale lungedag – er med til at gøre folk opmaerksomme på sygdommen.
– Det har gjort, at flere får tjekket deres lungefunktion, siger hun.
slemt KOL-ramte patienter bor oftest alene i en plejebolig. Her har de brug for hjaelp til toiletbesøg, piller, bad og indkøb. Hjemmeplejen tager sig af de aeldre, men Laila oplever hos sine KOL-patienter, at de må anstrenge sig meget, når plejen er på besøg.
– Den sparsomme luft, de tit oplever om morgenen, skal de bruge på at fortaelle hjemmehjaelperen, hvor tingene ligger, og i hvilken raekkefølge de ønsker hjaelp, fortaeller hun.
Det svinger meget fra kommune til kommune, hvordan plejen takler sygdommen. På lungemedicinsk sengeafdeling har man sygeplejespecialister til at tage sig af de KOL-ramte og til løbende at undervise og opkvalificere personalets kompetencer. Men den kompetente pleje sker kun så laenge, patienterne er indlagt.
– I takt med kortere indlaeggelsestid er de KOL-patienter, der udskrives til hjemmet, i dag dårligere end for 10-15 år siden. Det stiller selvfølgelig lidt større krav til de kompetencer, der skal håndtere dem i hjemmet. Der er et tab af viden i forhold til plejen, når patienten udskrives, siger Laila Barkani.
HJEMMEPLEJEN ER
et område, hvor der kunne vaere større fokus på, hvordan man tager sig af de KOL-ramte patienter. Alligevel fornemmer Laila Barkani, at der er sket en udvikling i forhold til diagnosen, og hvor opmaerksomme vi er på symptomerne i forhold til for 15 år siden.
– Der er ingen tvivl om, at der er kommet meget mere fokus på sygdommen i sig selv, og det har vaeret saerdeles tiltraengt, da det er en af de kroniske sygdomme, der opleves med meget store menneskelige omkostninger på det fysiske, psykiske og sociale plan, siger hun.