Inden for raekkevidde
Det kan vel ikke have undgået nogens opmaerksomhed, at Mette Frederiksen, Socialdemokraternes formand, og Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er blevet fortroligt forbundne. I hvert fald i pressen. På pressefotos, bl.a. i Ekstra Bladet, er Mette og Tulle foreviget i en fortaettet stemning.
Tulle ligner én, der er helt parat til Mette, som med sine kønne øjne rettet mod Tulle og sit charmerende smil bestemt heller ikke ser uinteresseret ud.
Men her stopper jeg de vilde fantasier. Det er Danmarks fremtid, det handler om. Politik frem for alt. Og hr. Thulesen Dahl bør koncentrere sig om, som det adskillige gange i disse spalter er anbefalet, at straebe efter posten som Danmarks statsminister. Den post er inden for raekkevidde, hr. Thulesen Dahl. Og det ville utvivlsomt vaere godt både for vort land og os danskere. Du skal blot laere at holde, hvad du lover.
Kurt Wagn Hansen
Gl. Køge Landevej 563A Hvidovre Nu har vi flere dage laest om Nettos svineri med udgåede varer, men de er sikkert ikke alene om den problematik. Det er naturligvis en skandale, at de ikke rydder op i kølemontrerne. Men rod er ikke det eneste. Prismaerkningerne er tit også en mangelvare, selvom lovgivningen siger, at der skal vaere priser på alle varer.
Nogle steder er der nu prisscannere, men min lokale Lidl har f.eks ikke villet ofre den luksus på kunderne. Jeg fik engang at vide, at jeg kunne få prisen oplyst ved kassen. Og så skulle jeg stå der og afgøre, om jeg ville købe varen eller ej.
Et sted solgte de gårsdagens aviser, fordi de havde glemt at saette de nye frem, og forrige uges tilbudsblade ligger tit også fremme. Sådan kan man blive ved.
Årsagen ligger sikkert i, at der ikke er personale nok til at holde styr på tingene. I min umiddelbare naerhed er der hele otte supermarkeder, og de har alle problemer med priserne.
Personalet løber omkring som fluer i en flaske og forstyrres hele tiden af kunder, der gerne vil vide et eller andet, og tit er der tale om, hvad tingene koster. Men kunderne har også deres del af skylden for elendigheden.
Alting skal vaere så billigt som muligt, og så må der jo spares et eller andet sted. Det bliver så på et minimalt personale, der just ikke hører til de højst aflønnede.
Man kan jo sige sig selv, at når vi er så naerige og absolut skal have alting til bundpriser, er vi jo i sidste ende selv ude om meget af elendigheden.
Odd Høyholm Dalstrøget 101 Dyssegård