Den ydmyge helt
GENREJSNING: Jens Stage personificerer om nogen AGF’s genfødsel. Alle elsker den succesrige 21-årige altmuligmand
– Jeg fik ikke mange spørgsmål. Og dem, jeg fik, var af ren medlidenhed.
Jens Stage lader tankerne vandre tilbage til 28. januar 2016 – for to et halvt år siden.
Han var netop trådt ind i sit sidste teenage-år, da han blev hentet til AGF og dumpet ind midt i et pressemøde, hvor Morten ’Duncan’ Rasmussens hjemkomst til De Hvide og midtbanekraftvaerket Jens Jønssons forlaengelse var de store nyheder.
En Aarhus-historie skulle praesenteres. To velkendte Hvide – og så ham der Stage fra Brabrand.
– Jeg følte slet ikke, at jeg fortjente at vaere i det selskab. Det virkede lidt malplaceret at stå mellem to spillere af den kaliber, indrømmer Jens Stage, der trods ydmygheden brugte sin første dag som AGF’er til at give et varsel om noget saerligt.
For da sportsdirektør Jens Andersson stak mikrofonen i hovedet af Jens Stage lød det:
– Det her har vaeret min drøm, siden jeg kom på staAGF’eren dion første gang. Jeg har stået utallige gange og råbt af Morten ’Duncan’, fordi han ikke lavede nok mål, sagde han tørt.
– Jeg var fan af Duncan. Han var stor, og jeg var ingenting. Jeg synes det var det rigtige at markere det med lidt sjov, reflekterer AGF-spilleren i dag.
Man skal gøre sit bedste
Havde det pressemøde vaeret holdt i dag, havde Jens Stage taget rampelyset.
Jens Stage er født 8. november 1996. Han kunne ikke gå, da De Hvide hentede medaljer senest – foråret 1997. Resten har i det store hele vaeret til glemmebogen.
Den 21-årige altmuligmand personificerer om nogen AGF’s genfødsel. Arbejdsmand, målscorer og kulthelt blandt tilhaengerne.
Torsdagen i støvregnen på traeningsanlaegget Fredensvang viser det egentlig meget godt. Jens Stage står med en stor forbinding omkring laeggen og samler bolde op efter endt traening. Skinnebenet er praeget af flere sår fra duellerne i opgøret mod FCK.
Det er samme spiller, som har båret anførerbindet og scoret i kampene mod FCK og Hobro.
Uspoleret af den øjeblikkelige succes.
Ikke underligt at AGF-tilhaengerne naermest elsker Jens Stage mere, end kaeresten Ida gør.
– Jeg tror bare, at folk kan lide, at jeg er umiddelbar. Det plejer også at hjaelpe at gøre sit bedste. Hver gang jeg spiller, gør jeg mit bedste.
– Det kan vaere det svipser med bolden til tider, men jeg giver 120 procent hver evig eneste gang, jeg spiller, og jeg ikke bange for at indrømme, når jeg kvajer mig … for det gør jeg.
– Jeg laver fejl, og man skal også vaere moden nok til at indrømme, at i dag var det mig, der kostede, siger Jens Stage.
En speciel oplevelse
Vores samtale på godsbanearealet i det centrale Aarhus bliver afbrudt af en aeldre AaB-fan, der lige fortaeller. at han ikke sender så mange drillemails til sine AGF-venner for tiden, mens han trykker hånd med AGF’eren.
Jens Stage er typen, som folk har lyst til at tale med. Det er, som om det skinner igennem, at han også selv har vaeret en del af tribunen og har oplevet opture og nedture på betonen.
– Der var den saeson, hvor vi lå nummer ét med Jakob Poulsen. Det var noget af det største. Jeg kan huske en 2-2 kamp mod OB, hvor der var 19.000 tilskuere, erindrer om den skaebnesvangre saeson, der endte med nedrykning i 2010.
– Hvad skal man slå ned på, når man kun har levet 21 år. Hvad har vaeret det sjoveste i AGF i den periode …, taenker han højt og siger så:
– Pokalfinalen! Der var jeg tilskuer til semifinalen mod AaB. Jeg var AGF-spiller og var i ’suit and tie,’ men det var en speciel oplevelse … Lidt tilskuer var jeg stadig, smiler han og understreger, at det faktisk går ret godt lige nu.
Langtfra maet
– Jeg har familie, kaereste, venner, fem år i AGF… Jeg spiller lige for tiden, endda som kaptajn i ny og nae … Udtaget til U21-landsholdet.
– Jeg har svaert ved at saette en finger på noget. Men det gør mig ikke maet.
– Jeg kan se mange steder, hvor jeg kan forbedre mig og blive mere afgørende. Det tjener til inspiration, konstaterer han og rygsvømmer så lidt på en kaek bemaerkning om, at han kunne finde på at spille hele karrieren for De Hvide.
– Det er jo svaert at vide, hvad der viser sig i morgen. Det er gået så hurtigt det hele, og det er svaert at følge med. Men jeg har det sådan, at bliver jeg 30 år og har spillet i AGF hele tiden, så har det altså stadig vaeret en fantastisk karriere for mig, smiler han.
Og det er lige praecis det, som tilhaengerne elsker i AGF.
Det kan vaere det svipser med bolden til tider, men jeg giver 120 procent hver evig eneste gang
Jeg følte slet ikke, at jeg fortjente at vaere i det selskab. Det virkede lidt malplaceret