Soldater kender konsekvenser de frygtelige ved krig
FORLEDEN DELTOG JEG
i et vaeldig hyggeligt middagsselskab. Mine medgaester var fra det bedre borgerskab og talte blandt andet direktører, arkitekter, psykologer og andre akademikere. Alle sympatiske og givetvis dygtige, flittige medborgere, som levede konventionelle og komfortable liv. Jeg skilte mig ud ved at vaere eneste soldat i selskabet.
UNDER DESSERTEN
faldt jeg i snak med en af gaesterne. Han var i slutningen af 30’erne og født og opvokset i Hellerup, hvor han nu ejede og drev en succesfuld tegnestue. På et tidspunkt spurgte han mig, om jeg skulle deltage i forsvarets flagdag, som afholdes hvert år 5. september. Jeg svarede, at jeg desvaerre var forhindret, men at jeg satte stor pris på netop den maerkedag, hvor vi anerkender og haedrer vores soldater, der har vaeret udsendt for Danmark. Til min store overraskelse aendrede stemningen sig herefter med ét omkring middagsbordet.
MIT NATIONALE SINDELAG
faldt tilsyneladende ikke i god jord. Med slet skjult selvtilfredshed erklaerede arkitekten sig som pacifist og kunne ikke se pointen med hverken krig, militaer eller for den sags skyld flagdagen. Isaer selskabets kvindelige gaester nikkede anerkendende. For hvordan i alverden kunne man synes andet end, at krig var aekelt og frastødende, mumlede flere af dem samstemmende. Uden at sige det direkte tog selskabet tydeligvis afstand til mig og min tidligere profession som soldat. At soldater var afstumpede og enfoldige lå ligesom i luften.
JEG VAR I GODT HUMØR
og orkede ikke at gå i retorisk infight med dem. Slet ikke med arkitekten, der fra sin bastion i Hellerup demonstrerede ufejlbarlig godhed, og – viste det sig senere – stort set aldrig havde bevaeget sig uden for reservatet, undtagen når det gjaldt solbeskinnede turistmål eller konferencer med ligesindede.
Flagdagen er en begivenhed, der netop ikke romantiserer eller glorificerer krig
JEG ORKEDE IKKE
at fortaelle ham, at langt de fleste soldater ser krig som et nødvendigt onde. At soldater om nogen kender de frygtelige konsekvenser ved krig. At mange soldater – heriblandt undertegnede – fuldt ud anerkender, at mange krige har vaeret formålsløse, nytteløse og enormt destruktive.
JEG ORKEDE IKKE
at fortaelle ham, at jeg som humanitaer medarbejder underviste flygtninge i Tjetjenien om faren ved landminer, mens han producerede skitser og tegninger på Arkitektskolen. At jeg sidenhen ryddede landminer i Afghanistan, hvor man spyttede efter mig, fordi jeg ikke bar fuldskaeg. Jeg orkede ikke at forklare ham, at jeg samme sted havde oplevet kvinder blive stenet, fordi de var utro, eller maend få hugget haenderne af, fordi de stjal et aeble.
JEG ORKEDE IKKE
at fortaelle ham, at jeg som soldat sidenhen havde vaeret med til at forhindre ovennaevnte despoter fra at terrorisere deres egen befolkning. At ingen ord eller midler – ud over vaebnet magt – kunne have stoppet dem fra deres forehavende.
JEG ORKEDE IKKE
at fortaelle ham, hvor privilegeret han var ved at have gennemført sin statsfinansierede uddannelse i et demokratisk og frit land. En frihed, som gennem årtier er funderet på blandt andet anvendelsen af militaer og potentiel vaebnet magt. Ej heller orkede jeg at fortaelle ham, hvor meget jeg respekterede hans succes som arkitekt, og samtidig hvor lidt jeg respekterede hans småborgerlige snaeversyn.
JEG ORKEDE IKKE
at spørge ham, hvordan han som selvbestaltet humanist ikke bare kunne anerkende flagdagen. En begivenhed, der netop ikke romantiserer eller glorificerer krig, men blot har til formål at anerkende de danskere, som har savnet, mistet og lidt.
NEJ, JEG GAD
ganske enkelt ikke. Og heldigvis for det. Selskabet glemte hurtigt emnet, og efter desserten løsnede stemningen op i takt med indtaget af vin, øl og sjusser. Og ham arkitekten var jo i virkeligheden en ganske flink fyr, da han fik noget at drikke.
HAV EN GOD FLAGDAG
på onsdag.