I SMADRER DANSK FODBOLD
MAN MÅ GANSKE enkelt tage sig til hovedet – eller måske naermere banke det ind i den naermeste målstolpe – når man igen og igen oplever, at DBU og Spillerforeningen gør alt for at skraemme folk vaek fra landsholdsfodbolden.
Det er ganske enkelt under al kritik, at vi mindre end et år efter den pinlige konflikt omkring kvindelandsholdet, der kostede en aflyst landskamp, nu står i samme situation igen.
Trods forsikringer om, at det aldrig ville gentage sig og at delelementerne fra tidligere landsholdsaftale var så gennemarbejdet, at de kunne videreføres i kommende aftaler.
Goddaw do!
I STEDET HAR de to parter nu kastet fodbold-Danmark ud i en ny krise, hvor forhandlingerne er brudt sammen lige på kanten af kommende landskampe, hvor UEFA vil straffe langt hårdere end de gjorde i forbindelse med kvinderne. Ganske enkelt fordi det er gentagelsestilfaelde – og det vil også vaere mere end rimeligt.
Amatøragtigt, pinligt, vanvittigt, egoistisk. Ja, fortsaet selv raekken af tillaegsord. De daekker nemlig alle sammen for to parter, der er godt i gang med at smadre dansk landsholdsfodbold.
NU SKAL SPILLERNE gøre op med sig selv inden i dag kl. 18 – selvfølgelig anført af Spillerforeningen og Mads Øland – om de ønsker at stille op de vilkår, som DBU har skitseret. En slags midlertidig ordning, hvor de kommercielle aktiviteter stilles i bero, der da stadig ikke er enighed om dem. Det er de umiddelbart ikke indstillet på – og hvis det står til troende, ja så er farcen fuldendt.
DET ER JO ganske enkelt jammerligt, at vi er nået til et punkt, hvor spillere ikke bare per automatik – og selvfølgelig under rimelige forhold – stiller sig til rådighed for landsholdet.
Det er sgu’ ikke at sammenligne med et almindeligt arbejde, men noget, der burde vaere en aerefuld udtagelse.
Helt grotesk bliver det, hvis vi ellers kan regne med DBU’s udmelding om, at der er blevet forhandlet siden nytår – men altså uden resultat.
Nu er sandheden ofte første offer i disse slags forhandlinger, men helt skråsikkert er det, at den nuvaerende aftale udløb efter VM – og at man har vaeret i gang laenge før udløb.
Man kan nemt mistaenke Spillerforeningen at have trukket forhandlinger tilpas laenge, så der netop lå en landskamp lige forude.
DET VILLE GIVE dem en ekstra staerk position, da DBU vil tabe både anseelse og få pålagt store sanktioner, hvis man ikke stiller op til de landskampe.
Det kan selvfølgelig lyde som en voldsom smart strategi, men er virkeligheden fuldstaendig smagløs, hvis det forholder sig sådan.
UANSET HVAD, SÅ demonstrerer de to parter, at egne interesser saettes over fodbolden her i landet.
Når man ikke sidder i forhandlingslokalet og de to parters medieudmeldinger skal tages med et gran salt, så er det svaert at udpege en skurk, men begge parter har selvfølgelig et ansvar for, at denne konflikt løses – og en varig aftale falder på plads. hurtigt.
NU KUNNE LANDSHOLDET ellers ride med på en nogenlunde stor bølge af interesse efter VM, men med endnu en trussel om aflyste landskampe, så er den sidste rest af sympati for både Spillerforeningen og DBU taet på at havne i affaldsspanden.
Det mest absurde er sådan set, at begge parter anerkendte, at forløbet omkring kvindekonflikten var uskønt, kluntet og unødvendig. At her skulle vi i hvert fald ikke havne igen.
Nu står vi her igen – og er taet på at blive til grin nok engang.
Det mest absurde er sådan set, at begge parter anerkendte, at forløbet omkring kvindekonflikten var uskønt, kluntet og unødvendig