En tilfaeldig dag i ghettoen
Da jeg i en helt anden anledning besøgte Slagelse i juli, var der om eftermiddagen en halv time tilovers, som jeg brugte på at gå en tur i byens ghetto, Ringparken.
Det var en meget fredelig oplevelse, men også meget ’anderledes’ end en spadseretur i de omkringliggende kvarterer. Der var rent og paent. Hverken skrald eller graffiti. Bygningerne fremstod velholdte.
Beplantningen var velplejet, og udendørs inventar som borde, baenke og legeredskaber forekom fejlfri. På parkeringspladserne var der en del biler, hvoraf flertallet var af mindre eller såkaldt mellemklasse. Til sammenligning var der ret få parkerede cykler.
Der bor flere tusind mennesker i Ringparken. Alligevel var baenke, gader, graesplaener, terrasser og legepladser naesten fuldkommen mennesketomme. Der stod mange klapvogne naer opgangene, og en høj andel af dørskiltene bar udenlandske navne. Der var mange overvågningskameraer. Enkelte maend steg enten ind eller ud af en bil og forsvandt, mens jeg ikke så en eneste cyklist på noget tidspunkt.
I et enkelt tilfaelde stødte jeg på to kvinder, som sammen gik med i alt syv børn heraf tre piger i alderen omtrent tre til syv år. Såvel kvinder som piger bar muslimsk tørklaede i sommervarmen.
På vej tilbage fra mit lille frikvarter gik jeg ind i en kiosk, hvor jeg var den eneste dansker blandt kunder og personale.
Ved kassen var der en indsamlingsbøsse til fordel for palaestinensere, og mit køb blev ikke slået ind. På hele turen så jeg kun én etnisk dansk kvinde samt en enkelt person der sad på en baenk så langt vaek, at jeg hverken kunne se køn eller etnicitet. Alle andre havde udenlandsk baggrund.
Betydningen af ovenstående vil jeg overlade til laeseren.
Samtidig opfordrer jeg alle til selv at besøge disse steder og slå øjne og ører ud, for der er stor forskel på den medieskabte og virkelige virkelighed.