Så sin mors båre på tv

for mig. Min mor og ham var et godt par. De var lykkelige sammen. Vi var alle sammen lykkelige, siger hun med trist stemme.

Vil aldrig se hende igen Punktum i sagen får hun aldrig. Men retssagen i Viborg, hvor hun mødte op sammen med Jens, var alligevel en slags afslutning. Hun skal ikke laengere se sin søster i nogen retssag.

– Jeg vil slet ikke se hende mere. Aldrig nogensinde. Hun tog min mor fra mig, da jeg havde allermest brug for hende. Det tilgiver jeg aldrig. – Jeg blev ringet op af min far. Jeg kunne høre, at der var noget galt. Er det noget med Lisa, spurgte jeg. ’Ja.’ Mere sagde han ikke. Jeg skulle hentes. ’Skal jeg køres i skole’, spurgte jeg.

Men Amina, der befandt sig hos sin davaerende kaereste, skulle ikke i skole. Hun skulle hjem til sin far i Frederikshavn. Da hun kom frem, spurgte hun, om hun skulle lave morgenmad.

’Nej’, sagde min far. ’Du kan nok ikke spise bagefter.’

– Jeg blev nervøs. Og pludselig begyndte min far at graede. ’Din mor er død’, sagde han. Jeg naegtede at tro det. Jeg var i chok, da jeg gik op på mit vaerelse. Jeg taenkte, om hun var kørt galt eller var faldet af sin hest. Så taendte jeg fjernsynet og så nyhederne, hvor der var billeder af vores hus i Kvissel. Jeg så, at de kørte min mor ud på en båre. De fortalte, at de havde anholdt en 15-årig pige. Så gik det langsomt op for mig, hvad der kunne vaere sket.

Amina holder en kort pause, inden hun går videre:

– Det eneste, jeg havde lyst til, var at cykle de ti kilometer ud til Kvissel. Jeg ville ud til min mor for at se, om det hele var sandt. Men min far stoppede mig.